Send elevatoren tilbage

(festtale holdt ved Årsfesten 2015 på Sorø Akademi, 10. oktober 2015)
“If your’re lucky enough to do well, it’s your responsibility to send the elevator back down”, siger Kevin Spacey. Hvis du er så heldig, at du klarer dig godt i livet, så er det dit ansvar at sende elevatoren ned igen.

Kære jubilarer, kære formand og bestyrelse, kære gammelsoranere og ledsagere.

Tak for at jeg har fået æren af at tale for jer her i aften.

Jeg kommer fra Fejø, nord for Lolland, og det var på en måde min adgangsbillet til Sorø Akademi fra 1986 til 1989.

Der bor en gammel sjæl inde i mig, så jeg starter ved begyndelsen for næsten 100 år siden:

Min mors forældre blev gift i slutningen af 1920’erne og slog sig ned i Nordrup mellem Sorø og Slagelse, hvor min morfar ernærede sig som tømrer.

De fik to børn, først min mor og derefter min morbror. De var begge to dygtige elever i den lille landsbyskole i Nordrup, og lærer Larsen bemærkede det. Han sørgede for at min morbror kom til optagelsesprøve på akademiet, og han bestod og kom ind. Det blev muligt for ham at komme i gymnasiet, fordi han havde evnerne, og fordi der var en kostafdeling i Sorø.

Så heldig var min mor ikke. For hun var kun en pige. Derfor kunne hun ikke blive kostelev. Og familien boede for langt fra Sorø til at det var muligt at cykle hver dag. Desuden var der nok heller ikke råd til, at begge søskende – født med kun 1,5 års mellemrum – kunne understøttes hjemmefra økonomisk og få lange uddannelser. Der var kun til den ene.

Min morbror blev student og senere ingeniør, og han fik en fin karriere i en af Danmarks store ingeniørvirksomheder.

Min mor blev barnepige, kom på højskole og blev senere barneplejerske. I 1961 blev hun gift med min far, som stammede fra Fejø, og de flyttede ind i hans barndomshjem på øen. Hun blev medhjælpende hustru på den store frugtplantage, som min far opbyggede. Han havde en mønsterplantage, som han med stolthed viste til Dronningen og hendes familie, da de besøgte Fejø i 1979. Det var min far og mors store dag.

Intelligensreserven fra landet

Mine forældre gav mig ambitionen om at udnytte mine evner bedst muligt. Min mor var ikke politisk engageret, men hun talte tit om arv og miljø og om intelligensreserven fra landet, for den tilhørte hun selv.

Da jeg i 1986 skulle i gymnasiet, kunne vi have valgt kostskolen på Nyborg Gymnasium eller at rejse med færge og bus hver dag til Maribo Gymnasium. Kun nogle år før var kostafdelingen på Sorø Akademi blevet åbnet for piger, og det talte min mor meget om. Hun var lykkelig, da først jeg – og nogle år senere min søster – blev optaget som alumner. Alt det, der var gået hendes egen næse forbi, det kunne hendes to døtre nu få.

Min søster og jeg blev studenter, vi tog på udlandsophold, og vi tog de lange uddannelser, som vi ønskede os. Vi havde nået målet, vi var lykkelige, og min mor var dobbeltlykkelig.

Tro på eget værd uanset postnummer

Fra Sorø fik jeg både gode og dårlige minder, men samlet set lærte jeg, at jeg var lige så dygtig som de andre.

Jeg lærte, at det ikke kun dem, der kommer fra velhavende familier med lange uddannelser, som kan gå på de bonede gulve og kan levere gode resultater ved eksamensbordet. For jeg kunne også. Så jeg blev styrket med en stor selvtillid. Jeg tvivlede bare på det, lige indtil den dag jeg havde huen i hånden, og det ærgrer mig, når jeg ser tilbage. Mine forældre var ikke studenter, og jeg følte, at jeg hver dag betrådte nyt land.

For mig blev det et ideal at holde fast i de landbo- og højskoleværdier, som jeg fik med mig hjemmefra, og kombinere det med et liv som akademiker. Jeg følte, at jeg svigtede noget vigtigt, hvis jeg kappede forbindelsen til værdierne fra min barndom, og at jeg svigtede mig selv og mine forældre, der ikke selv fik chancen, hvis jeg ikke udnyttede mine evner, så langt de rakte.

Og at holde fast begge steder, skal jeg hilse og sige, er en svær kunst, som kræver en enorm social spændvidde. Måske var det det vigtigste, som Sorø Akademi gav mig. Den sociale spændvidde og overbevisningen om, at man langt fra hovedstaden, i Sorø, kan undervise og studere på et højt niveau i de smukkeste omgivelser og være en succes. At man skal tro på sit eget værd, uanset postnummer og beliggenhed, og at vi, der har gået på denne skole, allerede som teenagere, var med til at forvalte en stor arv, som det er vigtigt både at bevare, udvikle og give videre til de næste generationer.

At give noget tilbage

Og som jeg følte for Sorø, kom jeg også til at føle for Fejø og Lolland-Falster. Da jeg var 26 år, døde min mor pludseligt. Jeg valgte herefter at flytte tilbage til Fejø og overtog mit barndomshjem sammen med min mand, Max Sydendal, der er soraner fra 1979 og tidligere musiklærer her på Sorø. Jeg fik det ind med modermælken, at Fejø var et helt specielt sted, og selvom det slet ikke lå i kortene, besluttede jeg, at et nyt mål for mig skulle være at bo på Fejø uden at opgive livet som akademiker. Og det er lykkedes for mig.

Jeg opgav jagten på det perfekte postnummer tæt på København, og jeg besluttede, at det ikke var stedet, som skulle påvirke eller pynte på mig, men mig, som kunne påvirke stedet. Jeg havde fået så mange flere muligheder, end mine forældre havde. Nu kunne jeg give noget tilbage til det sted, jeg kom fra. Og det gav mening. 

Tal Lolland-Falster op

I år fik jeg Landdistriktsministeriets pris som Årets Ildsjæl i Region Sjælland for det frivillige arbejde, jeg har gjort for Fejø og Lolland-Falster, siden jeg flyttede tilbage.

Jeg skal være den første til at indrømme, at Lolland-Falster ikke har haft nemme tider de sidste 30 år. Men jeg tror på, at Lolland-Falster kan få sin storhedstid igen – som en anden Fugl Fønix. Man kan se på alt det det, der ikke fungerer, men man kan også indstille sin kikkert på alle de gode historier, på Lolland-Falsters rige natur, historie og kulturarv, på egnens virksomheder og på de mennesker, som lever et godt og succesfuldt liv. Fokuserer man på ressourcerne og øernes mange potentialer, ser billedet helt anderledes ud end det billede, som medierne ynder at bringe.

Claus Meyer er en af vores lokale helte, og han siger: Spørgsmålet er, om vi får et rigere liv ved at afstå fra at række ud efter de drømme, som andre ikke tror vil gå i opfyldelse for os.  Mit svar er: Ja, vi skal række ud efter drømmene – også på Lolland-Falster. Vi skal tro på, at der også er muligheder i provinsen, og vi skal tale Lolland-Falster op. Hvis ikke vi, der bor her, tror på det, hvem skulle så?

Det kræver, at vi står sammen og beslutter at bryde mønsteret og sætte en ny fortælling om Lolland-Falster i gang. Det begynder med os selv. Den forandring, som du ønsker i verden, skal du være selv. Eller som man siger på nudansk: Walk the talk.

En sluttet ring

I år er det 26 år siden, jeg blev student. Jeg har desværre kun været til to årsfester siden da, men det har været kæmpe oplevelser hver gang, og jeg føler mig som del af et stort og vigtigt fællesskab.

Jeg ved et sted, og dets navn vil aldrig i mit hjerte dø. Og det gælder også for Max. Derfor var det heller ingen tilfældighed, da den ældste af vores tre døtre, Elise, i august i år flyttede ind på Skjalm Hvides Hus og startede i 1.g på Sorø Akademi. Nu bærer hun faklen videre, og for mig var det endnu en ring, der blev sluttet.

Der er nu gået over 100 år, siden at min mormor blev født. Der er langt fra det liv, hun havde, og til det liv, som mine døtre nu har. Hun knoklede som sagt for, at hendes søn blev soraner og senere akademiker. Hendes datter, min mor, fik ikke den samme mulighed, men min mor sørgede for, at hendes døtre kom godt i vej via Sorø Akademi. Og det er fint.

Send elevatoren tilbage og byg broer

Vi har på 100 år fået mere ligestilling mellem kønnene, og der er muligheder i Danmark for alle. Alle, der vil og kan, har adgang til gymnasiet i dag og kan få en studentereksamen.

Men vi er bare ikke i mål endnu. For jeg kan mærke – især fordi jeg er bosat langt fra hovedstaden – at det stadig har betydning, hvilke forbilleder man har, hvem man har som nær familie, hvilke forbindelser man har, hvor man bor, og hvor meget man tjener. Og den fine udvikling med øget social mobilitet osv. har den alvorlige ulempe, at visse områder i Danmark drænes for initiativ, skaberkraft og investeringslyst. For folk tager uddannelser i storbyen og vender ikke tilbage.

“If your’re lucky enough to do well, it’s your responsibility to send the elevator back down”, siger Kevin Spacey. Hvis du er så heldig, at du klarer dig godt i livet, så er det dit ansvar at sende elevatoren ned igen.

Vi, som har gået på denne skole og har haft disse privilegier, vi har i mine øjne en pligt. Hvis det på nogen måde er muligt, så skal vi sørge for at få dem med, som ikke har haft det så let som os. Også selv om vi kan prale af, at vi har arbejdet hårdt for det, investeret, taget chancer osv.

Det skal være mit budskab til jer her i aften: Send elevatoren tilbage. I behøver ikke at flytte tilbage til jeres barndoms by, som jeg har gjort. Men se jer omkring, om der er unge mennesker, der kan trænge til hjælp. Besøg det sted, I kommer fra i provinsen, og se, om ikke der er nogen, der har brug for jeres forbindelser og netværk. For der er hårdt brug for ressourcestærke mennesker med lange erhvervskarrierer.

Danmark tipper, og der er brug for folk med både menneskelige og økonomiske ressourcer, der kan genskabe balancen mellem land og by.

I dag gælder det ikke bare om at nå toppen. For mig er der et endnu højere mål, og det handler om at forbinde mennesker og steder og bygge broer. Broer mellem rige og fattige. Mellem land og by. Mellem ung og gammel og mellem fortid og fremtid.

Sammen er vi Soransk Samfund

Og det er det langt hen ad vejen også det, som det gælder om her i Soransk Samfund. Soransk Samfund er et netværk, der bygger og vedligeholder relationer mellem mennesker i alle aldre. En forening, der holder fast i de traditioner, som vi elsker, og som rækker ud i fremtiden og forhåbentlig også eksisterer, når vi ikke er her mere. Men det kommer ikke af sig selv. Det kræver aktive medlemmer og gode ambassadører, og de gode ambassadører er dig og mig.

Jeg er gammelsoraner, du er gammelsoraner, og sammen er vi Soransk Samfund.

Lad os til sidst skåle og råbe et hurra for vores gamle skole.

Længe leve Sorø Akademis Skole og Soransk Samfund!

Tak for jeres opmærksomhed!

 

Kirsten Sydendal

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s