Ilden – fællesskabet – kærligheden

Båltale ved Maribo Sø 23. juni 2022

God aften alle sammen

Nu er vi igen samlet omkring bålet her ved Maribo Sø. Arrangementet har været aflyst i både 2020 og i 2021, så det er virkelig dejligt at Covid-19 ikke længere skal lægge begrænsninger for vores færden, og at vi igen kan samles frit og nyde fællesskabet.

Havde nogen af os drømt om at der siden det sidste sankthansbål her på stedet ville gå tre år? Nej, vel?

Og ingen havde heller forestillet sig at vi her i 2022 skulle være vidne til krig i Europa. Før den ene krise var ovre, blev den afløst af en anden.

Derfor tror jeg også vi lever med en særlig intensitet i disse år. Vi har alle mærket hvor skrøbelig vores egen og vores østeuropæiske naboers frihed er.

Jeg nyder i hvert fald livet lige nu og glædes over hvor heldig jeg er. At jeg er født i Danmark, at jeg bor på Fejø, og at jeg de seneste år har fået lov at lære Lolland-Falster så godt at kende.

For hvor er det dog en skøn egn vi bor i. I aften er det på sin plads at minde hinanden om hvad Kaj Munk sagde om Maribo: “Det er muligt, at der er lige så kønne steder i verden, men ingen kønnere end naturen ved Maribo.”

De fleste af jer ved jo at sankthansaften ligesom juleaften er en oprindelig hedensk skik som hyldede solen, solhvervet og markerede årets gang.

Men da kristendommen vandt indpas, fandt kirken på at lægge sine egne helligdage på de samme dage som de hedenske højtider.  

Og derfor blev det hurtigt en kristen skik at fejre Johannes Døberen sankthansaften.

Det har været almindeligt i mange år at man brændte heksedukker på sankthansbålet. Der skulle også være en heks på bålet her i Maribo.

Men mange steder er man de senere år holdt op med at brænde heksedukker af, for hvad skal det symbolisere? At brænde hekse af er jo en skik fra senmiddelalderen og renæssancen. Det er noget som et hvert moderne samfund selvfølgelig bør tage afstand fra.

Danskernes tradition for at brænde rigtige hekse går tilbage til 1540, hvor den første officielle heksebrænding fandt sted. Heksene var ikke helt almindelige mennesker. Det var personer, som man troede havde overnaturlige eller onde kræfter, og som derfor kunne være skyld i alverdens ulykker: F.eks. at køerne ikke gav mælk eller endnu værre: at øllet blev dårligt.

Her på Lolland-Falster var vi desværre de sidste der holdt op med hekseafbrændingerne. Det skete i 1693 hvor den sidste danske heks brændt. Hun hed Anne Palles, hun var 74 år og boede på Falster. Hun blev anklaget for at have forhekset herredsfogedens kvæg, så det faldt om og døde. Anne og hendes mand havde boet på den gård, som herredsfogeden fik, men som de var blevet bedt om at forlade, for at han kunne bo der. En af anklagerne gik på at Anne havde ”pisset ulykke ind i gården” ved at tisse på gårdspladsen før hun forlod stedet. Anne Palles blev fængslet i 1692 og kendt skyldig i retssagen, som den skadelidte Morten Faxe selv var retsformand for.

Sagen gik dog helt til Højesteret hvor hun ændrede forklaring og erklærede sig uskyldig. Man havde truet hende med at få tungen skåret ud og blive brændt hvis hun ikke tilstod. Derfor havde hun først turdet sige noget nu hvor hun stod i København. Højesteret stadfæstede dommen med stemmerne 6 mod 11. Mindretallet af dommerne mente bl.a. at trolddom var overtro, at hendes skyld ikke var bevist, at hun havde været udsat for tvang, eller sagen var behandlet forkert, da hun havde manglet en forsvarer.

Hun blev fundet skyldig, men blev dog halshugget før hun blev brændt. Det var ellers kun noget man gav lov til hvis heksen eller og trolden tilhørte en finere slægt.

Kvinder og mænd som Anne Palles måtte ofre livet, fordi fællesskabet havde brug for at give deres egen frygt en grund. En forklaring på, at deres børn døde, at køerne blev syge eller at høsten mislykkedes.

Når man følte at ens livsgrundlag var truet eller når man mistede sine kære, så begyndte man at se sig om i lokalsamfundet – for at finde ud af, om der ikke var nogen, som opførte sig mærkeligt. Og sådan nogen var lette at finde – også dengang.

«Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde«, hedder det i Drachmanns midsommervise. Som oftest faldt blikket på en kvinde, når der var brug for en syndebuk. Ofte en klog kvinde, som havde hjulpet folk, når de var syge eller havde brug for hjælp, men som af samme grund levede et udsat liv – når deres overtroiske hjælpemidler ikke virkede. Og hun måtte lade livet på bålet.

Det med at have en heksedukke på bålet er noget som først blev indført i 1920’erne og 30’erne. På P.S. Krøyers berømte maleri “Sankt Hansblus på Skagen strand” fra 1906 har ikke nogen heks på bålet. Der er i stedet tale om et glædesblus. 

Det vil jeg meget hellere have at vi samles om. At vi samles om glæden, det positive, og dermed holder det negative væk. Jeg synes vi i dag skal fokusere mere på ilden og lyset end på heksene når vi betragter bålet.

Ilden er i os alle sammen. For nogle er ilden nem at mærke. De brænder for noget som de går op i ”med liv og sjæl” som man siger. ”Ildsjælene” kalder vi dem.

Jeg mener ikke ildsjæle er et mærkat man kan hæfte på nogle få. Alle kan være en ildsjæl bare man føler en dyb interesse for noget og har det privilegium at man kan forfølge denne interesse.

Vi kan alle brænde, og vi kan brænde ud. Men hvis vi ikke brænder for noget, kan livet føles tomt. Ilden i os er vores bestemmelse og giver livet mening.

Ilden i os kan næres af had, men den kan også blive tændt af indignation, en stræben efter retfærdighed eller af ren og skær kærlighed og hengivelse.

Grundtvig har skrevet en fædrelandssalme hvor han bruger ilden som symbol på det vi i dag kalder sammenhængskraften i et land.

Han kaldte det ”kærlighed til fædrelandet”.

Et vers lyder sådan her.

”Derfor hvad end verden siger, og hvad verdensmagten vil,
Står og falder jordens riger dog med kærlighedens ild.
Hvor den blusser, bor livsgrøden,
Hvor den slukkes hersker døden.”

Det kan lyde meget højtideligt, men det er i min verden det som det handler om. Uden kærligheden hersker døden. Og det gælder særligt kærligheden til et sted.

Det at vi føler en kærlighed til Lolland-Falster, til den købstad, landsby eller ø hvor vi kommer fra, det er altafgørende.

Det er det der får vores egn til at hænge sammen, til at være attraktiv, og til – i sidste ende – at overleve.

Lolland-Falster har i en gruppe på Facebook et fælles bål der brænder for Danmarks Sydhavsøer. Den hedder Lolland-Falster Lovestorm og her deler vi de positive historier fra vores egn.

Lovestormen er et bål som kan ses på lang afstand og som giver lys og forsikring om at der også er liv og kvaliteter, her hvor vi bor.

Også selv om andre har den frækhed at så tvivl om det.

På vores øer er der liv, mennesker, varme, kærlighed, positive oplevelser og ikke mindst et fællesskab at varme sig ved, og som byder andre velkommen.

 
Alle der bærer brænde til dette bål i form af billeder og historier vil jeg gerne udtrykke en stor tak til. Intet menneske eller nogen bestyrelse kunne klare den opgave alene.

Vi passer Lolland-Falsters bål sammen, det brænder alle dage året rundt, og det giver styrke og stolthed.

Vi der bor her, og nye som søger til vores egn, kan samles omkring dette bål.

At holde ilden ved lige er meget vigtig opgave, og jeg håber vi sammen bliver ved med at bære ved til Lovestormens bål i mange år fremover.

Nu skal vi tænde bålet her ved Maribo Sø.

Lad os ønske for hinanden at der igen bliver fred overalt i Europa.

For som Drachmann skriver i Midsommervisen, kan freden vindes hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

Hjerterne i Maribo og på hele Lolland-Falster er ikke tvivlende kolde. De er bankende varme.

Måtte de blive ved med at være det i mange, mange år fremover.

Glædelig sankthans til jer alle sammen.

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s