Rør ikke ved færgerne – staten finansierer dem

Der er pr. 1. juli indført takststigninger pga. stigende brændstofpriser på ruterne til Fejø, Femø og Askø-Lilleø. Der er nu lagt 25% på billetpriserne, hvilket – med min viden – ikke er set højere nogen steder i landet. Det er en alvorlig mavepuster både for øboernes hverdag, vores gæster og den generelle turisme- og erhvervsudvikling.

Takststigningerne på færgerne er noget vi i Sammenslutningen af Danske Småøer ser som en voldsom trussel for den ellers gode udvikling vi i øjeblikket ser på øerne. Antallet af turister til øerne i Lolland Kommune stiger, tilflytningen til øerne går godt, og befolkningstallet daler ikke mere, men har fundet et stabilt leje. Hvis Lolland Kommune skulle støtte de steder i kommunen, hvor der er tilflytning og udvikling, så er det netop på øerne. Udviklingen går i stå, hvis priserne på billetter fortsætter deres himmelflugt. Bak de steder op, som er i vækst. Ødelæg dem ikke.

Jeg hører allerede fra mange, at de nu sætter bilen i Kragenæs/Bandholm eller kun kommer, hvis de planlægger et længere ophold. Det skader både Lolland Kommunes økonomi og vores øer, hvis aktiviteten sænkes, men det er, hvad vi risikerer, hvis denne prispolitik fortsætter.

Her kommer lidt almindelig folkeoplysning, som jeg beder jer skrive jer bag øret, for det er hverken noget vi kan læse meget om i dagsordenerne fra Lolland Kommunen eller i Folketidende. Det er fakta, som bør nævnes, hver eneste gang nogen vil røre ved vores færgefart.

Generel støtte til øer med færger
Lolland Kommune modtager fra staten ca. 17 millioner (2019) som tilskud til færgedrift på de tre øer. Det er en del af den udligningsaftale, som Lolland Kommune har med staten. Pengene kan (desværre står der ikke ”skal”) bruges til at kompensere for de udgifter, kommunen har til sine færger.

Den blå landevej
Med støtte fra Folketinget i form af penge til ”Blå Landevej” har de danske færgeruter til småøerne de senere år kunnet sænke priserne. Vi er lokalt stadig langt fra målet om, at det skal koste det samme at transportere sig på havet som på landevejen, og mange andre kommuner har indført meget lavere priser end Lolland Kommune. Men stadig: Det er faktisk intentionen fra et bredt flertal på Christiansborg, at småøerne skal være tilgængelige og beboelige. De skal ikke enten være kun for velhavere eller ligge øde hen. Vores øer er dansk kulturarv på linje med Det Kongelige Teater (min sammenligning), som alle danskere skal have mulighed for at besøge eller bosætte sig på.

Giver færgedriften så stort et underskud?
Billetindtægter på de tre færgeruter indbragte i 2019 godt 8 millioner, og i ekstra tilskud fra ordningerne Blå Landevej, gratis persontransport for øboer og Godstransportstøtten var der næsten 6 millioner.

Tallene er fra Lolland Færgefarts regnskab.
I alt var der udgifter for godt 32 millioner i 2019. Så med de tre tilskud og det generelle ø-tilskud gav færgefarten i 2019 kun Lolland Kommune et underskud på 1,2 millioner for at have de tre færger sejlende. Det synes jeg ikke, vi hører om særlig tit. I 2021 var underskuddet på 742.000 kr., og i 2020 var der et overskud på 1,8 millioner (hvilket også skyldtes de høje besøgstal pga. corona).

Derfor er det også chokerende for os øboer at læse dagsordenen om ny færgestrategi, hvor der står, at Lolland Kommune ønsker at spare 5-10 millioner på færgedriften i fremtiden generelt! Man får ca. 22 millioner i statstilskud og vil så spare 5-10 millioner. Det svarer lidt til at modtage børnepenge og så lade sine børn gå sultne i seng alligevel. Vi er helt med på den grønne bølge. Vi vil gerne have grønne, velfungerende elfærger og nedbringe CO2-udledningerne, men hvis det også betyder serviceforringelser i form af reducerede fartplaner med færre afgange, ja, så bliver det ikke uden store protester fra øerne.

Den østøtte som Lolland Kommune grundlæggende får, er udmålt ved, at man har taget udgiftsniveauet fra 2007-2012 (og dermed den service som var dengang). Det er helt urimeligt, hvis kommunen vil modtage statsstøtte ”upfront” og bagefter går hjem og sænker serviceniveauet. Det er ikke det, der var hensigten med støtten.

Kirsten Sydendal
Formand for Sammenslutningen af Danske Småøer
Skovvej 33
4944 Fejø

Advertisement

Kommunernes trængte økonomi truer småøernes eksistens

Fra Sammenslutningen af Danske Småøers side har vi flere gange udtrykt vores bekymring over stigende brændstofpriser overfor politikerne på Christiansborg. Her er vores seneste henvendelse til både minister, finansordførere og medlemmer af Landdistriktsudvalget.

Kommunernes trængte økonomi truer småøernes eksistens

I Sammenslutningen af Danske Småøer oplever vi en stigende bekymring for de små øers fremtidsudsigter, forårsaget af stigende brændstofpriser og øvrige besparelser i samfundet.

På færgeområdet, som er et af de mest ”synlige” udgiftsområder for kommuner med småøer, hører vi om markante stigninger på færgernes priser, forlængelse af sejltid og allerværst aflysning af afgange i sejlplanerne.

Vores bekymring retter sig desuden mod de kommuner, der i forvejen er pressede økonomisk, og hvor det nu for fleres øers vedkommende lyder, at der trues med skolelukninger og øvrige besparelser på basale serviceområder. Det er vitale rammevilkår, der peges på, og som afgør om der er basis for et helårsliv eller ej på de småøer.

Vi frygter, at kommunerne, når de er meget trængte, overser at §20 midlerne i bloktilskuddet er ment som en sikring af, at småøernes basale vilkår kan opretholdes, og at midlerne i krisetider opsluges af den øvrige, generelle kommunale drift.

Sammenslutningen af Danske Småøer har tidligere i år i fællesskab med Færgesekretariatet og Småøernes færgeselskaber rejst problematikken vedr. de stigende brændstofpriser og konsekvenserne for færgedriften til de små øer (der alle fortsat har dieseldrevne færger). Indenrigs- og boligministeren har svaret, at det er en generelt situation national, så vel som global.

Vi er fuldstændig klar over at den økonomiske situation ikke kun berører de små øer. Beboerne på småøerne skal også spare, når økonomien er trængt, men det er vigtigt at bemærke, at øboerne jo er borgere i den kommune, der evt. vælger at spare på velfærd, sundhed osv. og dermed rammes på lige fod med de øvrige borgere. Det er dog ikke rimeligt derudover at pålægge øboerne yderligere besparelser og stramninger, som går ud over de helt vitale funktioner for øerne, så som færge og skole, og dermed truer øsamfundenes eksistens.

Evalueringen af landevejsprincippet viser, at den sænkning af priserne som man siden 2015-16 har igangsat er givtig og har en positiv effekt på øsamfundene. Men dels risikerer de sænkede priser nu at blive udlignet eller helt overhalet af brændstoftillæg på priserne. Dels nytter det ikke, at færgen har lave takster, hvis sejlplanen indskrænkes og færgen ikke sejler som hidtil.

Indtil videre er der fra statens side kommet varmehjælp, forhøjet ældrecheck, lavere elafgift, huslejeloft og inflationshjælp.

Vi ønsker, at det fra politisk side sikres, at de små øsamfund ikke forgår i kølvandet på denne krise. Der skal politisk følges op på om kommunerne kompenseres tilstrækkeligt for de stigende brændstofpriser på færgeområdet til at opretholde færgeserviceniveauet, samt sikres at småøerne ikke skal bøde mere end det øvrige samfund i en krisetid.

Vi har netop igangsat en rundspørge blandt øerne vedr. omfanget af besparelser. Når resultatet foreligger, eftersender vi det.

Med venlig hilsen

Kirsten Sydendal

Formand
Sammenslutningen af Danske Småøer

Ilden – fællesskabet – kærligheden

Båltale ved Maribo Sø 23. juni 2022

God aften alle sammen

Nu er vi igen samlet omkring bålet her ved Maribo Sø. Arrangementet har været aflyst i både 2020 og i 2021, så det er virkelig dejligt at Covid-19 ikke længere skal lægge begrænsninger for vores færden, og at vi igen kan samles frit og nyde fællesskabet.

Havde nogen af os drømt om at der siden det sidste sankthansbål her på stedet ville gå tre år? Nej, vel?

Og ingen havde heller forestillet sig at vi her i 2022 skulle være vidne til krig i Europa. Før den ene krise var ovre, blev den afløst af en anden.

Derfor tror jeg også vi lever med en særlig intensitet i disse år. Vi har alle mærket hvor skrøbelig vores egen og vores østeuropæiske naboers frihed er.

Jeg nyder i hvert fald livet lige nu og glædes over hvor heldig jeg er. At jeg er født i Danmark, at jeg bor på Fejø, og at jeg de seneste år har fået lov at lære Lolland-Falster så godt at kende.

For hvor er det dog en skøn egn vi bor i. I aften er det på sin plads at minde hinanden om hvad Kaj Munk sagde om Maribo: “Det er muligt, at der er lige så kønne steder i verden, men ingen kønnere end naturen ved Maribo.”

De fleste af jer ved jo at sankthansaften ligesom juleaften er en oprindelig hedensk skik som hyldede solen, solhvervet og markerede årets gang.

Men da kristendommen vandt indpas, fandt kirken på at lægge sine egne helligdage på de samme dage som de hedenske højtider.  

Og derfor blev det hurtigt en kristen skik at fejre Johannes Døberen sankthansaften.

Det har været almindeligt i mange år at man brændte heksedukker på sankthansbålet. Der skulle også være en heks på bålet her i Maribo.

Men mange steder er man de senere år holdt op med at brænde heksedukker af, for hvad skal det symbolisere? At brænde hekse af er jo en skik fra senmiddelalderen og renæssancen. Det er noget som et hvert moderne samfund selvfølgelig bør tage afstand fra.

Danskernes tradition for at brænde rigtige hekse går tilbage til 1540, hvor den første officielle heksebrænding fandt sted. Heksene var ikke helt almindelige mennesker. Det var personer, som man troede havde overnaturlige eller onde kræfter, og som derfor kunne være skyld i alverdens ulykker: F.eks. at køerne ikke gav mælk eller endnu værre: at øllet blev dårligt.

Her på Lolland-Falster var vi desværre de sidste der holdt op med hekseafbrændingerne. Det skete i 1693 hvor den sidste danske heks brændt. Hun hed Anne Palles, hun var 74 år og boede på Falster. Hun blev anklaget for at have forhekset herredsfogedens kvæg, så det faldt om og døde. Anne og hendes mand havde boet på den gård, som herredsfogeden fik, men som de var blevet bedt om at forlade, for at han kunne bo der. En af anklagerne gik på at Anne havde ”pisset ulykke ind i gården” ved at tisse på gårdspladsen før hun forlod stedet. Anne Palles blev fængslet i 1692 og kendt skyldig i retssagen, som den skadelidte Morten Faxe selv var retsformand for.

Sagen gik dog helt til Højesteret hvor hun ændrede forklaring og erklærede sig uskyldig. Man havde truet hende med at få tungen skåret ud og blive brændt hvis hun ikke tilstod. Derfor havde hun først turdet sige noget nu hvor hun stod i København. Højesteret stadfæstede dommen med stemmerne 6 mod 11. Mindretallet af dommerne mente bl.a. at trolddom var overtro, at hendes skyld ikke var bevist, at hun havde været udsat for tvang, eller sagen var behandlet forkert, da hun havde manglet en forsvarer.

Hun blev fundet skyldig, men blev dog halshugget før hun blev brændt. Det var ellers kun noget man gav lov til hvis heksen eller og trolden tilhørte en finere slægt.

Kvinder og mænd som Anne Palles måtte ofre livet, fordi fællesskabet havde brug for at give deres egen frygt en grund. En forklaring på, at deres børn døde, at køerne blev syge eller at høsten mislykkedes.

Når man følte at ens livsgrundlag var truet eller når man mistede sine kære, så begyndte man at se sig om i lokalsamfundet – for at finde ud af, om der ikke var nogen, som opførte sig mærkeligt. Og sådan nogen var lette at finde – også dengang.

«Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde«, hedder det i Drachmanns midsommervise. Som oftest faldt blikket på en kvinde, når der var brug for en syndebuk. Ofte en klog kvinde, som havde hjulpet folk, når de var syge eller havde brug for hjælp, men som af samme grund levede et udsat liv – når deres overtroiske hjælpemidler ikke virkede. Og hun måtte lade livet på bålet.

Det med at have en heksedukke på bålet er noget som først blev indført i 1920’erne og 30’erne. På P.S. Krøyers berømte maleri “Sankt Hansblus på Skagen strand” fra 1906 har ikke nogen heks på bålet. Der er i stedet tale om et glædesblus. 

Det vil jeg meget hellere have at vi samles om. At vi samles om glæden, det positive, og dermed holder det negative væk. Jeg synes vi i dag skal fokusere mere på ilden og lyset end på heksene når vi betragter bålet.

Ilden er i os alle sammen. For nogle er ilden nem at mærke. De brænder for noget som de går op i ”med liv og sjæl” som man siger. ”Ildsjælene” kalder vi dem.

Jeg mener ikke ildsjæle er et mærkat man kan hæfte på nogle få. Alle kan være en ildsjæl bare man føler en dyb interesse for noget og har det privilegium at man kan forfølge denne interesse.

Vi kan alle brænde, og vi kan brænde ud. Men hvis vi ikke brænder for noget, kan livet føles tomt. Ilden i os er vores bestemmelse og giver livet mening.

Ilden i os kan næres af had, men den kan også blive tændt af indignation, en stræben efter retfærdighed eller af ren og skær kærlighed og hengivelse.

Grundtvig har skrevet en fædrelandssalme hvor han bruger ilden som symbol på det vi i dag kalder sammenhængskraften i et land.

Han kaldte det ”kærlighed til fædrelandet”.

Et vers lyder sådan her.

”Derfor hvad end verden siger, og hvad verdensmagten vil,
Står og falder jordens riger dog med kærlighedens ild.
Hvor den blusser, bor livsgrøden,
Hvor den slukkes hersker døden.”

Det kan lyde meget højtideligt, men det er i min verden det som det handler om. Uden kærligheden hersker døden. Og det gælder særligt kærligheden til et sted.

Det at vi føler en kærlighed til Lolland-Falster, til den købstad, landsby eller ø hvor vi kommer fra, det er altafgørende.

Det er det der får vores egn til at hænge sammen, til at være attraktiv, og til – i sidste ende – at overleve.

Lolland-Falster har i en gruppe på Facebook et fælles bål der brænder for Danmarks Sydhavsøer. Den hedder Lolland-Falster Lovestorm og her deler vi de positive historier fra vores egn.

Lovestormen er et bål som kan ses på lang afstand og som giver lys og forsikring om at der også er liv og kvaliteter, her hvor vi bor.

Også selv om andre har den frækhed at så tvivl om det.

På vores øer er der liv, mennesker, varme, kærlighed, positive oplevelser og ikke mindst et fællesskab at varme sig ved, og som byder andre velkommen.

 
Alle der bærer brænde til dette bål i form af billeder og historier vil jeg gerne udtrykke en stor tak til. Intet menneske eller nogen bestyrelse kunne klare den opgave alene.

Vi passer Lolland-Falsters bål sammen, det brænder alle dage året rundt, og det giver styrke og stolthed.

Vi der bor her, og nye som søger til vores egn, kan samles omkring dette bål.

At holde ilden ved lige er meget vigtig opgave, og jeg håber vi sammen bliver ved med at bære ved til Lovestormens bål i mange år fremover.

Nu skal vi tænde bålet her ved Maribo Sø.

Lad os ønske for hinanden at der igen bliver fred overalt i Europa.

For som Drachmann skriver i Midsommervisen, kan freden vindes hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

Hjerterne i Maribo og på hele Lolland-Falster er ikke tvivlende kolde. De er bankende varme.

Måtte de blive ved med at være det i mange, mange år fremover.

Glædelig sankthans til jer alle sammen.