At være andre menneskers tillid værdig

Hvis man i den forbindelse ikke har tillid til eksterne og interne samarbejdspartnere, så syntes jeg oprindeligt man skal overveje sit kandidatur.  For et samarbejde, det skal bygge på tillid og ikke mistillid, og er der ikke tillid i et samarbejde, så kommer det ikke til at gavne nogen.

Sådan lød det fra et af byrådsmedlemmerne ved Lolland Kommunes byrådsmøde d. 30. marts 2023. Vedkommende talte om medlemmer af specialskolebestyrelsen.

Jeg studser over denne udtalelse. Man skal ikke nødvendigvis overveje sit kandidatur, hvis man ikke har tillid til nogen. Sådan er det på arbejdsmarkedet, hvor man må gå sin vej, hvis man ikke er tilfreds med chefen eller topledelsen. At sidde i en skolebestyrelse er ikke som at sidde i et job. I en skolebestyrelse er det ens pligt at hjælpe byråd og medarbejdere med at skabe den bedste skole. Det er et tillidshverv. Og fordi de er tillidsfolk for forældrene, er man nødt til at lytte til dem, også selvom det, de siger, ikke er rart at høre.

At have tillid kan betyde to ting. Tillid kan gå begge veje. A kan have tillid til B. Og A kan have B’s tillid. Det første betyder, at A udviser tillid over for B. Det andet betyder, at B udviser tillid over for A.

Tillid er noget man som menneske både kan give og få. Men når man stoler på et andet menneske og give ham eller hende tillid, høster man ikke nødvendigvis den andens tillid. Tillid er noget man skal gøre sig fortjent til. For at to parter kan have et tåleligt forhold, er det nødvendigt at tilliden er gensidig, og at man fra begge sider forsøger at opretholde den.

Andre menneskers tillid er derfor dyrebar. Man skal gøre sig umage for at opnå og beholde sine medmenneskers tillid. Vores dronning sagde i sin tale til kronprinsessen, da hun blev gift med kronprins Frederik: “Må vi altid være hendes tillid værdig”. Det var meget smukt sagt. Vores statsoverhoved sagde ikke, at hun havde tillid til kronprinsessen, hvilket i sig selv havde været et flot skulderklap. Hun vendte magtforholdet rundt og tog ydmygt selv ansvar for tillidsforholdet til sin svigerdatter. Man er et stort menneske, når man udtrykker sig på den måde, og det vil jeg huske hende for længe.

Og sådan bør man som byrådsmedlem også sige om såvel skolebestyrelser, borgere og kommunens medarbejdere: ”Må vi altid være deres tillid værdig”.

Er man ude for, at man har mistet fx en skolebestyrelses tillid, så er det ikke nødvendigvis skolebestyrelsen, den er gal med. Så skal man kigge indad. Har man været skolebestyrelsens tillid værdig? Det skal man altid spørge sig selv om, inden man nogensinde foreslår, at skolebestyrelsens medlemmer skal forlade bestyrelsen.

Man må aldrig bebrejde nogen, at de har mistet tilliden til én selv eller andre. De kan tage fejl, men de kan også have ret. Og ”fejlen” kan ligge på begge sider, fordi man ikke lytter, men taler forbi hinanden.

Magtforhold
Man bør altid være opmærksom på magtforholdet mellem to eller flere dialogpartnere. Ofte er magtforholdet ulige. Magtforholdet er ulige mellem dem, der sidder i byrådet, og alle os der sidder udenfor, for byrådet har ret til at træffe de beslutninger de nu engang gør. Det hedder demokrati, og det står ikke til at ændre mellem to valg.

Dem, der har magten, dvs. byrådet i dette tilfælde, er magtmæssigt overlegne i den dialog med borgerne, som foregår. Og netop derfor skal de gøre sig ekstra umage, når de lytter til borgerne. Som den stærke part skal de overhøre fornærmelserne, vende den anden kind til og hele tiden søge at forstå og hjælpe så kommunikationen glider. Også mellem samarbejdspartnere, der i frustration får sagt grimme ting. Hvis også byrådsmedlemmerne begynder at skælde ud og sparke nedad, endda ved et offentligt møde, så går relationen helt galt. Byrådets medlemmer har magten, og derfor har de i mine øjne det største ansvar for at bevare roen og sikre en god kommunikation. Det får man ikke ved at bede folk om at forlade arenaen, fordi de har mistet tilliden.

Vælgerlede og anerkendelse
Selvfølgelig er det hårdt at blive revset af borgere, der kritiserer og er uenige. Men fordi man har magten, skal man være varsom med at ”råbe” tilbage til borgerne. Irettesætter man en borgergruppe hårdt, som en forælder, der skælder et barn ud, så kan man som politiker få skyld for at have ”vælgerlede”, dvs. hade sine vælgere. Den situation må man aldrig sætte sig selv i som politiker. Ligegyldig hvor ærlig, transparent og klar til øretæver, man ønsker at fremstå. Hver gang nogen råber, optrappes konflikten.

Jeg har bemærket al den ros som medarbejderne i Lolland Kommune får. Der er ikke et byrådsmøde, uden der er ros til medarbejderne. Sådan bør det også være. Men man bør overveje at behandle borgerne med samme ros og venlige anerkendelse, også selvom de taler lige ud af posen og ikke er lige så loyale som medarbejderne. Prøv at se lige så positivt på borgergrupperne og ros dem af et oprigtigt hjerte, når der er grund til det. Allerhelst i det offentlige rum, hvor alle kan se det.

Er det for svært at finde noget at anerkende hos borgerne, så brug et sidste trick nemlig ”nysgerrighed”. Det er en god ide at være nysgerrig og undres, når man ikke forstår, hvorfor en gruppe borgere opfører sig så dumt og modarbejder den vej, man selv ønsker at gå. Det er helt legitimt at spørge ”hvorfor” og undres. Gør man det uden fordomme, så står der masser af gode mennesker derude, der gerne vil forklare og uddybe deres bekymringer.

Omgivet af idioter
Jeg kender det selv: Vi har alle oplevet situationer, hvor man føler man er omgivet af idioter. Dem omkring mig forstår ikke, hvor jeg vil hen, de lytter ikke og kommer med modargumenter, som jeg ikke altid kan svare igen på. Man føler sig helt alene med sine indlysende pointer, og det er vildt irriterende. Men det er et grundvilkår, vi alle lever med. Vi er alle omgivet af “idioter”, og vi er alle en ”idiot” i andres perspektiv.

Derfor er det vigtigt at kunne gebærde sig og opføre sig respektfuldt. For hvis man behandler folk, som de idioter, man synes de er, så frastøder man dem. Og man bliver mere og mere isoleret og alene. Et godt råd er at holde igen med sin kritik både over for mennesker, som man magtmæssigt er hævet over, og over for andre jævnbyrdige, som man reelt gerne vil samarbejde med. Ellers bliver afstanden for stor, ord som ”respektløs” og ”magtfuldkommen” begynder at klæbe til en, og de gode løsninger man skulle finde i fællesskab, bliver aldrig til noget.

Advertisement

Hvem skal sikre stærke lokalsamfund og et værdigt hverdagsliv i Lolland Kommune?

Kronik bragt i Lolland-Falsters Folketidende 28. februar 2023

Lise Nørgaard har engang sagt: ”Hvis vi tror at den måde, vi lever på, er god nok, så er den helt gal. Man skal kunne tvivle, så man kan se, at det kan gøres anderledes”.

Lad mig stille spørgsmålet om ”det kan gøres anderledes” i forhold til Lolland Kommune og de beslutninger der tages i Lolland Byråd i denne byrådsperiode, for jeg føler der er noget helt galt.  Er den kommunale drift ved at smelte fuldstændig ned? Uden nogen form for kontrol eller redningsplan? Det virker sådan. Og det er nu så udtalt, at det må siges højt.

Øernes trivsel er 100% proportional med den færgeservice, kommunen leverer. At fjerne færger, ændre sejlruter, reducere afgange og forlænge sejltiden markant ligger som valgmuligheder i planer for en fremtidig færgefart. Det vil betyde en eksorbitant ringe færgeservice, og det vil være starten på enden for øerne som levende lokalsamfund og turistdestinationer. Det er en amputation på levende samfund, og det vil føre til ødød.

Så har vi skolerne i Horslunde og Holeby. Jeg er rystet over, at man vil lukke dem og de lokalsamfund som ligger omkring dem. Det er lokalsamfund som Horslunde og Holeby, man som børnefamilie med lyst til et liv på landet kigger efter. Med alle de fordele, der hører med der. Uden et skoletilbud i disse landsbyer bliver det svært for dem der er 60+ at få solgt deres boliger til yngre ejere, værdien af boligerne bliver lavere, hvilket gør det sværere at rykke til nye boliger i Nakskov og Maribo. Boligrotationen går i stå, og det rammer måske endda lysten for investorer til nye byggeprojekter i byerne. En skolelukning rammer både unge og gamle, folk med og uden formue, land og by.

Jeg forstår på byrådets argumenter, at det er en nødvendighed. At byrådet ikke har andet valg. Vi kan ikke bruge penge, vi ikke har. Det er reglen i enhver husholdning, og sådan er det også i Lolland Kommune.

Men vil vi finde os i det? Vil vi fortsætte med hvert 4. år at stemme folk ind i byrådet, som reelt er bundet på hænder og fødder, og som kun bliver husket for alt, hvad de lukkede og nedlagde. Det var da ikke det, de selv troede på, da de stillede op? Eller var det dét, de troede, de gik ind til?

Lolland-Plus og Lolland-Minus

Jeg følger med både i Folketidende og på LinkedIn, hvor alle mulige nyheder om Lolland strømmer ind i mit feed, positive som negative. Det er, som om vi har et Lolland-Plus med de mest fantastiske succeser i øjeblikket: Investeringer, virksomhedsetableringer, udvidelser, byggerier, rekorder i vækst osv. Respekt for alle, der arbejder på den front og til daglig skaber alt dette. Og så har vi et Lolland-Minus, som er ved at dø ud, og hvor vi ligger langt under bundlinjen og langt efter andre kommuner og gisper efter luft. Hvordan får vi etableret nogle livgivende kanaler fra Lolland-Plus, så det pumpes ind i og gavner Lolland-Minus, også på lokalt niveau? Det føles som to galakser, der er helt adskilt.

Jeg har altid været optimistisk og troet, at vendepunktet var lige om hjørnet. Hvis vi har en tilflytning af stærke borgere til kommunen, så vil ubalancerne aftage. Så kan vi få skattekroner, og vi kan komme ud af det økonomiske kviksand som Lolland-Minus står i. Men der vil gå mere end 10 år, før vi kan gøre os forhåbninger om en sådan udvikling, forstår jeg nu, når jeg taler med byrådsmedlemmerne. I de næste 10-15 år vil Lollands befolkningssammensætning blive værre og værre, og det vil ikke kunne ses på budgetterne at der flytter folk med gode jobs til, for det vil medføre at kommunen bliver trukket i udligningsstøtte. Vi har reelt en kommune, der er på kontanthjælp, og hvor reglerne for udligning rammer os så uheldigt, at der vil gå årtier, før den bliver en ”rask” og selvstændig kommune i balance. Det er nu årsagen til, at byrådet fører en sparekniv, der er så stor og skarp, at vi borgere aldrig før har set noget lignende.

Tanker som byrådsmedlem

Hvad tænker man, når man sidder i Lolland Byråd? Var det en virkelighed som den, vi sidder i nu, som de drømte om, da de blev valgt for godt et år siden? Jeg tror – og håber da –, at de er rystede i deres grundvold. Men vi snakker ikke om det. De nye har brugt de sidste 12 måneder på at blive sat ind i kommunens drift og økonomi, og det er gået op for dem, hvor slemt det står til, og hvor lidt råderum de har. De er lænket på hænder og fødder – et udtryk som nogle af byrådsmedlemmerne har brugt offentligt. Byrådsmedlemmerne har været på rystesammentur, og nogle har været i Bilbao for at se på udvikling. Ingen af dem har delt noget om de indsigter, de har fået.  Jeg er virkelig stor tilhænger af ny viden og oplysning og ville ønske, at nogle flere kendte til det, som byrådet undervises i.

Jeg tror, de nye byrådsmedlemmer efter de første 12 måneder må være enormt skuffede, men det er naturligvis ikke noget, man kan sige offentligt, når man er byrådsmedlem, har knap tre år tilbage på posten og måske også gerne vil genvælges. Hvor er udsigten til at føre Lolland Kommune ind i en ny tid? Hvor er visionerne? Den er der for Lolland-Plus, men for det Lolland, hvor man er borger i kommunen og har brug for enten skolegang, ældrepleje, specialtilbud eller offentlig transport, da står det ringere til – især hvis man bor uden for Nakskov og Maribo. Jeg har læst om de otte fyrtårne, som er kommunens udviklingspapir, men de er formuleret omhyggeligt snørklet med mange flere åbne spørgsmål end klare løfter om noget. Jeg har bemærket, at byrådsmedlemmerne er gevaldigt tavse, efter at valgkampen sluttede. De siger ikke noget. De skriver ikke noget. Kun hvis der er et snoreklip eller andet at fejre. Hårdt presset svarer de mest erfarne, når Folketidende aftvinger dem et svar. Jeg tror, mange af dem har ondt i maven.

Byrådsmedlemmerne blev op til jul rost for at ”tage ansvar” af borgmesteren. Det er også et udtryk, der går igen. Det er et rart udtryk, som man som byrådsmedlem kan varme sig lidt ved. Så betyder det, at man drøfter og nikker til de forskellige indstillinger på dagsordenen, da noget. Man løfter en vigtig opgave. Man forvalter. Nogen skal jo prioritere og tage den tunge opgave og al kritikken. Det skylder vi dem tak for. Jep. Hvis jeg havde siddet i byrådet, så kan det da også godt være, at jeg ville have givet borgmesteren ret, ranket ryggen og glædet mig over at være en der ”tager ansvar”. For i en situation der er helt håbløs, så er det helt naturligt, at man ser på sin erfarne leder og følger ham. Det er helt menneskeligt.

Jeg tror egentlig godt, de fleste byrådsmedlemmer kan mærke, at det, de gør, når de ”tager ansvar” og prioriterer hårdt, er kortsigtet og i strid med, hvad de reelt drømmer om at være med til at beslutte. Det fører ikke til succes for Lolland i det lange løb. Det går fortsat kun ned ad bakke ovre i Lolland-Minus. ”Vi kan ikke se mere end et år + fire fremad.” ”Vi tager de beslutninger, vi er tvunget til.” Det er som at være sat under administration. Her bliver plasteret bare trukket af i langsomt tempo. Og hvis det er værre at komme under administration, så oplys også borgerne om forskellen.

Jobs og gode skoler
Hvis vi vil noget med Lolland, er det supergodt, men ikke nok at skabe jobs, jobs og atter jobs, som det sker i Lolland-Plus. Nogle mennesker skal jo passe de jobs. Det er dem, der bør være næste prioritet efter jobskabelsen. Vi får dem ikke kun ved at fortælle, at her er godt at bo. Vi skal også skabe leveværdige lokalsamfund og kommunal service. Og det starter med skolerne. De helt almindelige folkeskoler, både i og uden for byerne.

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen skriver i en artikel fra Erhvervshus Sjælland:

”Da man i efterkrigstiden flyttede fra land til by, var det blandt andet pga. den industrielle udvikling, men man troede også, at det gode liv lå i byerne. I dag er der flere, der gerne vil ud af byerne, hvis vilkårene er rigtige og det giver mening for dem. Med Corona-nedlukningerne fik vi hjemmearbejdspladser og har lært, at det gode liv og fleksibilitet betyder noget. Vi har opdaget, at det gode liv findes og at man sagtens vil kunne bo og arbejde på landet.”

Hun peger på, at kommunerne og virksomhederne har en opgave med at sikre de gode vilkår, der kan overtale en børnefamilie til at flytte fra byen. 

”Hvis skolerne, forældresamarbejdet og arbejdsmulighederne er gode, så er der en del familier, der gerne flytter ud af byerne og får adgang til naturrigdom og det gode liv”, siger hun.[1]

Hvis skoler og forældresamarbejde er ringe – eller helt fraværende – uden for købstæderne, så får vi ingen tilflyttere og tilhørende udvikling. Så står vi på en rulletrappe, der kun kører nedad, lige meget hvor stærkt vi forsøger at løbe op ad den. Derfor er det en ekstremt farlig sag at lukke skoler.

For det stopper ikke her. Der skal ikke den store forestillingsevne til at se tendenslinjen: Se at når de har slagtet Horslunde, Holeby og øerne, så kommer turen om nogle år til Søllested og Østofte. Haller og kulturhuse, som skånes i denne omgang, vil falde om 5-10 år. Og til sidst bliver det købstæderne, for de dør også ud, når deres opland dør. Så bliver det bibliotekerne, svømmehallen, sportshaller, musikskolen og teatrene og meget andet, som ikke redder liv og er lovpligtigt, som står for tur. Og det vil sprede sig. Elevtallet i gymnasierne vil falde, og der ryger måske et af dem. Lokaltoget vil få færre passagerer og afgange. Købmænd og brugser lukker, og det bliver svært at sælge sin bolig.

Med den sparehandlekraft og den nødvendighedens politik, der hersker i byrådet lige nu, kan jeg kan ikke se, hvorfor ovenstående scenarie ikke skulle være realistisk. Er der nogen i byrådet, der kan? Jeg vil rigtig gerne overbevises om det modsatte.

Indsigt i kommunens alvorlige tilstand for alle borgere

Jeg har en fornemmelse af, at der er noget helt galt med Lolland Kommune, og at det er værre, end vi vælgere aner. Med de seneste måneders udvikling og vilde spareforslag tror jeg dog, det er ved at gå op for mange, og det er måske tid til at bruge krisen til at skabe et vendepunkt. Jeg vil gerne foreslå, at alle de rare ildsjæle og andre borgere, som interesserer sig for og arbejder frivilligt for kommunens udvikling, kom på et kursus i kommunens tilstand, økonomi og fremtidsudsigter ledet af direktionen. At de fik den samme indsigt – råt for usødet – som vores byrådsmedlemmer har fået, siden de blev valgt.

Gjorde de det, er mit gæt, at der ville opstå et folkeligt oprør. Enten ville man kunne pege på noget, som Økonomi- og Erhvervsudvalget og direktionen helt har overset i deres handlemuligheder, eller også ville man give dem ret og sige: ”Ja, vi er bundet på hænder og fødder”. Men så måtte turen da gå til Christiansborg. Og her måtte vi i samlet flok fortælle, at nu er det slut med at bære et uforholdsmæssigt stort socialt ansvar, der river Lolland-Minus itu og lader det forbløde. Det er fællesskabet Danmark, der skal hjælpe vores udsatte medborgere, for ellers kommer Lolland Kommune aldrig ud af sin ”kontanthjælpsstatus”. Vi har ikke en chance, som udligningsreglerne ser ud nu.

Jeg deler ikke disse tanker for at råbe ad eller hænge byrådsmedlemmerne ud. Jeg prøver at sætte mig ind i deres situation, og jeg føler med dem. Mit ærinde er faktisk at hjælpe og rive dem ud af lænkerne, hvis jeg kunne. For hvis jeg var en af dem, ville jeg ikke kunne holde det ud. Det, der bekymrer mig, er, at den sagens alvor, som de tilsyneladende handler ud fra, måske ikke er gået op for resten af Lollands borgere. Vi skal ikke lulles i søvn frem til næste valg. Vi skal gøre noget ved det, før skuden for alvor går ned, og alle med en vis skaberkraft tilbage har fundet en ny bopæl uden for kommunen.

Dét, der er noget galt med, er vores grundvilkår. Men vi kan stadig sige fra. Vi kan forene os og sætte en modbølge i gang. I dag er der 1 mand og 24 andre fra byrådet, der forsøger at gøre noget ved udligningen. Hvis det ikke er nok, så må civilsamfundet hjælpe til og råbe op. Og hvis vores politikere ikke ønsker denne håndsrækning fra borgerne om et opråb, er det bekymrende. Så er det tegn på, at der virkelig er noget galt, hvilket giver endnu mere grund til at samles og sige stop.

Denne situation skaber en kæmpe kløft mellem borgere/vælgere og vores politikere. Det virker jo som om al sund dømmekraft, empati og evne til at forestille sig konsekvenserne af de beslutninger, der sker i byrådet, er på et minimum. Man spørger sig selv, om der slet ikke er nogen grænser? Er der nogen ting der overhovedet er fredet mere? Lolland står i en forfærdelig situation. Småøerne skal ikke have bedre forhold end resten af kommunen, så nu svinger vi kniven her. Det er jo en forfærdelig argumentation. Sigt dog efter det modsatte, og ikke laveste fællesnævner. Vi er i gang med et ”race to the bottom” – et kapløb hvor målet er bunden. Hvor sidder bremsen på dette køretøj?

Hvis jeg sad i byrådet i et af de store partier, ville min eneste udvej være at lukke verden og virkeligheden ude. Stemme for de forslag, som de erfarne byrådsmedlemmer anbefalede min gruppe, og holde op med at tage telefonen eller svare på mails. Så jeg forstår dem såmænd godt. Det er, som om boblen omkring politikerne ikke kun er lavet af vand og sæbe. Den bliver tykkere og tykkere. Den er snart af glas, måske tonet glas, hvor politikerne måske godt kan se ud, men hvor vi, der er udenfor, ikke kan se ind. De er 25, der har samme rædsomme vilkår, og selvfølgelig støtter de hinanden og sørger for ikke at ødelægge den gode stemning indadtil. Der er jo rigelig dårlig stemning udenfor med alle de utilfredse borgere.

Hvad skal vi borgere stille op?

Hvad er så løsningen? Situationen er uholdbar, og vi er efterhånden mange, der mærker, at den er helt gal. Skal jeg se nogle år frem, så duer det ikke, at vi – igen – får udskiftning på nogle af pladserne i byrådet fra januar 2026. Før valget hører vi om Lolland-Plus, vi genvinder troen og vælger nye og gamle kendinge ind i byrådet igen. Og efter valget vil vi rystes over nedskæringerne i Lolland-Minus og kan igen sidde og drømme om at finde nogle andre til stolene i byrådssalen. Sådan vil det jo fortsætte igen og igen. Som tingene er nu, vil ingen enkeltperson i byrådet med nye tanker kunne ændre noget. Den tro har jeg mistet.

Jeg har skrevet afslutningen på dette indlæg om og om igen: En kunne være en opfordring til, at vi alle melder os ind i nogle politiske partier og lokallister og giver vores mening til kende der. En anden opfordring kunne være at skabe en borgeralliance på tværs af vores lokalsamfund, som arbejder for udvikling uden for byrådets rammer, men sammen med dem i byrådet, som vil. Lad ikke politik være en tilskuersport. Politik og samfundsudvikling kan godt være en deltagersport. Også for os, der bare er ildsjæle.

Jeg har slettet mine forslag igen og vil egentlig lade det stå åbent for enhver, der læser disse ord, hvad vi kan gøre. Hvis jeg har fået dig til at reflektere og givet dig lyst til at ”kæmpe mod udviklingen”, men ”for udvikling” sammen med andre, der VIL det sted, vi bor, så har jeg måske sået et frø. Lige meget hvem du er, og hvilke drømme du har for Lolland Kommune, så tror jeg ikke, du er alene. Dette indlæg kan måske sprede bevidstheden – og gerne samtalen – om den kollektive styrke og de demokratiske muligheder og friheder, vi sammen har i Lolland Kommune.

Lad mig til sidst citere antropologen Margaret Mead: ”Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world – indeed, it’s the only thing that ever has.” Oversat: ”Tvivl aldrig på, at en lille gruppe reflekterede og engagerede mennesker kan forandre verden. I virkeligheden er det det eneste, der nogensinde har gjort det.” Alle historier om kriser, der blev vendt til positiv udvikling, er startet med, at en lille gruppe satte sig sammen, erkendte, at bunden er nået: At nu må vi sige stop. Hvorefter de første ideer blev formuleret og efterfulgt af handlinger. Tænk, vi behøver ikke engang vente på, at krisen indfinder sig. Vi står midt i den.

Evnen og magten til at skabe positiv forandring og udvikle lokalsamfund og hverdagsliv i den del af Lolland Kommune, som ligger uden for købstæderne, er set med mine øjne ikke længere inde i byrådet alene. Jeg tror, den vigtigste nøgle til forandring ligger hos borgerne uden for.

---

[1] https://ehsj.dk/content/ydelser/fremtidsforsker-i-2023-skal-du-droppe-mere-og-fokusere-paa-bedre/c9833348-dfaf-44ab-805e-bc9e2ac55c70/

Flyt herud hvor I gerne vil have vindmøllerne skal stå

Debatindlæg bragt i Politiken 22. oktober 2022

I Politiken kunne man for nylig læse om, hvordan klimabevidste unge er trætte af, at folk på landet ikke ligefrem er store tilhængere af flere vindmøller i egen baghave.

Stem med flyttekasserne

Jeg har den dybeste respekt for de unge klimaforkæmpere, og jeg støtter jeres kamp. Derfor vil jeg minde jer om – hvad I naturligvis allerede ved – at man som forbruger kan stemme med benene. Man kan lade være med at købe de varer, man ikke ønsker, og man kan omvendt vælge bestemte varer til og betale den pris, det koster. På den måde kan man ændre et marked, ja man kan ændre verden. Det kan man også som politisk aktiv og klimabevidst borger, og her kommer mit råd: Jeg vil anbefale unge fra storbyen at stemme med benene – dvs. med jeres flyttekasser og folkeregisteradresse. Flyt herhen, hvor vinden blæser, solen skinner, og hvor fødevarerne kommer fra. Det er her i Danmarks landdistrikter, at I både som indbyggere, naboer, forbrugere og vælgere kan gøre en markant forskel.

Tag fat hvor generationerne før jer slap

Den gode nyhed er nemlig, at der i provinsen, hvor jeg bor, er rigtig god plads til klimabevidste unge mennesker og familier med børn. Flere af vores landsbyer har ledige boliger, og I kunne blive spillere med stor indflydelse på den lokale og globale udvikling, hvis I, der har lavt forbrug og høje idealer, rykkede ud på landet i stærke enheder. Foren jer og bland jer med os, der bor på landet. Her hvor jeres bedste- eller oldeforældre engang boede. Tag fat hvor de slap. Genopfind det gode og bæredygtige liv på landet. Generobr provinsen, skab nye boligformer i tiloversblevne landbrugsbygninger, og lær os hvordan man lever klimabevidst med jer selv som lysende eksempler. Når vi er få på landet med en høj gennemsnitsalder som i dag, er det svært at lave nybrud. Bliver vi mange med nye ideer, mod og længere liv foran sig, får vi en kollektiv kraft, som virkelig kan skabe bæredygtige forandringer.

Det er ikke nemt at påvirke udviklingen på landet og hvor vindmøllerne skal stå, når man selv bor i storbyen. Vi på landet har heller ikke den store succes med at diktere udviklingen i København. Hvis I bliver en større del af befolkningen på landet, på øerne og i de små og store landsbyer, vil I kunne påvirke disse steder med en meget større kraft.

Fremtiden er på landet

Det er på landet, udviklingen og de store, gennemgribende forandringer skal ske i fremtiden. Det er på landet, der produceres grøn energi, og det er på landet, at fremtidens fødevarer vil blive dyrket og forarbejdet. Det er her vi får brug for mere arbejdskraft, nye iværksættere og investeringer til den store omstilling. Hvis I vil have forandringer og savner mere klimaoplyste indbyggere på landet, så kom ud, invester jer selv og vær selv den forandring, som I efterlyser hos landbefolkningen. Kom og bo ved siden af os og vindmøllerne. Hvis vi skal ændre verden sammen, kan det være, at der om kort tid er mere brug for jer på landet end i byen. Stærke klimastemmer i landdistrikterne er lige så vigtig for udvikling og omstilling som vindmøllerne og solcellerne. Det er mit bud.

Der er allerede i dag unge klimabevidste forkæmpere, som bor på landet. Det medgiver jeg, men der er brug for mange flere. Mange af de reaktionære gamle folk på landet vil sænke paraderne og lytte, hvis flere unge viser mod og skifter postnummer og bliver vores nye naboer. Ryk ud på landet, når I har færdiggjort jeres studier. Lad os alliere os og skabe fremtiden sammen. Vi får ingen revolutioner på landet uden nye generationer.

Det er sejt at være fortrop, og det kan I blive.

Vi skal nå vores klimamål, og det er en anledning til at gentænke og måske reformere landdistrikterne

I dag blev jeg interviewet af TV2 Øst i anledning af at der er udskrevet folketingsvalg. De ville gerne høre hvad jeg ønsker mig i fremtiden for landdistrikterne, og hvad jeg gerne så at de nye folketingspolitikere sætter på dagsordenen. Det er svært at sige noget på så få minutter, som bagefter bliver klippet sammen, så her får I nogle af de tanker jeg har gjort mig op til interviewet. Uden klip.

Klimaforandringerne og energikrisen giver bekymringer og frygt, men jeg ser også at sagens alvor kan være det der giver os incitament og mod til at sætte ind og skabe balancer på flere planer.

Vi står for at skulle indfri nogle gevaldigt ambitiøse klimamål, men jeg vil gerne udfordre politikerne og spørge om ikke vi kunne gøre det på en måde, så det ikke kun reducerer CO2-udledningen og gavner vandmiljøet i en sø og biodiversiteten, men så det også gavner en landsby som Horslunde, en ø som Femø eller en lille købstad som Nysted på bundlinjen? Så vi ikke alene får biodiversitet i naturen, men også en større menneske-diversitet, dvs. at forskellige typer mennesker kan leve og synes det er attraktivt at bo på landet, også i hverdagen. Flere typer mennesker med forskellige erhverv, alder og indkomst, der bor i samme område, tror jeg er sundt for samfundsudviklingen, det lokale fællesskab og social forståelse mennesker imellem. Levesteder er ikke kun søer og enge. Også landsbyer og øer er biotoper.

Vi skal gentænke og forny de lokalsamfund vi har. Det nytter ikke at arterne overlever, hvis vores landsbyer og øer uddør. Intet af det kan undværes. Jeg kunne tænke mig at der blev skabt nogle lokale partnerskaber hvor kommunen, landsbyer, lodsejere, energivirksomheder, forsyningsselskaber og gerne også den finansielle sektor går sammen og finder nye løsninger lokalt, så livet i landsbyerne bliver bæredygtigt. Nærmest på samme måde som når man ser på livet i en sø. Der skal være et afkast fra energikilderne på landet, så det gavner livet i landdistrikterne lokalt. Vi skal skabe nye boligformer som kan tiltrække nye tilflyttere, så vi får et bedre skattegrundlag. Skattegrundlaget kan være med til at sikre skoler og plejehjem også i nærområdet.

Vi skal ind og se på hvad vi kan gøre for at forhindre at jorden i vores landdistrikter bliver solgt til udenlandske investorer og kapitalfonde. Kan vi købe den tilbage? Kan en landsby i fællesskab eje jord og have medindflydelse på driften af den? Ingen skal tvinges til at afhænde jord mod deres vilje, men det kunne være noget man så på, når en landmand nærmer sig den alder, hvor han eller hun går på pension og gerne vil sælge. Vi skal have andelstanken og fællesejerskab tilbage til landsbyerne.

Jeg synes det er mærkeligt at vi bor midt i alle naturens ressourcer som er nøglen til vores overlevelse på kloden, og at det samtidig er så svært for netop os at få enderne til at mødes i de kommunale budgetter. Der er en klar skævhed. Hvorfor skal landet været et sted hvor nogle få arbejder og bor til hverdag, mens dem der bor i byen, kun bruger landet i deres fritidsliv? Læger, forskere og direktører vil gerne bo på landet i deres fritid. Vi skal sikre at de også gerne vil bo her til hverdag. Ellers mener jeg det er alvorligt tegn på at der er ubalance i Danmark.

Det er på landet at alle de aktiver vi har brug for nu og i fremtiden, findes: Energi, fødevarer og rekreative områder. Vi skal have ikke bare en omstilling af landbruget med nye afgrøder og indtægtskilder, men landdistrikterne og lokalsamfundene skal også tænkes ind og gøres bæredygtige på lige fod med naturen. Vi skal benytte denne chance for at gøre op med puljer og plaster-på-såret-støtte på landet og sætte nogle initiativer i gang, så grundlaget for at både landbrug og landsbysamfund kan være økonomisk selvbærende, er til stede. Det vil være retfærdigt og gavne alle.

Rør ikke ved færgerne – staten finansierer dem

Der er pr. 1. juli indført takststigninger pga. stigende brændstofpriser på ruterne til Fejø, Femø og Askø-Lilleø. Der er nu lagt 25% på billetpriserne, hvilket – med min viden – ikke er set højere nogen steder i landet. Det er en alvorlig mavepuster både for øboernes hverdag, vores gæster og den generelle turisme- og erhvervsudvikling.

Takststigningerne på færgerne er noget vi i Sammenslutningen af Danske Småøer ser som en voldsom trussel for den ellers gode udvikling vi i øjeblikket ser på øerne. Antallet af turister til øerne i Lolland Kommune stiger, tilflytningen til øerne går godt, og befolkningstallet daler ikke mere, men har fundet et stabilt leje. Hvis Lolland Kommune skulle støtte de steder i kommunen, hvor der er tilflytning og udvikling, så er det netop på øerne. Udviklingen går i stå, hvis priserne på billetter fortsætter deres himmelflugt. Bak de steder op, som er i vækst. Ødelæg dem ikke.

Jeg hører allerede fra mange, at de nu sætter bilen i Kragenæs/Bandholm eller kun kommer, hvis de planlægger et længere ophold. Det skader både Lolland Kommunes økonomi og vores øer, hvis aktiviteten sænkes, men det er, hvad vi risikerer, hvis denne prispolitik fortsætter.

Her kommer lidt almindelig folkeoplysning, som jeg beder jer skrive jer bag øret, for det er hverken noget vi kan læse meget om i dagsordenerne fra Lolland Kommunen eller i Folketidende. Det er fakta, som bør nævnes, hver eneste gang nogen vil røre ved vores færgefart.

Generel støtte til øer med færger
Lolland Kommune modtager fra staten ca. 17 millioner (2019) som tilskud til færgedrift på de tre øer. Det er en del af den udligningsaftale, som Lolland Kommune har med staten. Pengene kan (desværre står der ikke ”skal”) bruges til at kompensere for de udgifter, kommunen har til sine færger.

Den blå landevej
Med støtte fra Folketinget i form af penge til ”Blå Landevej” har de danske færgeruter til småøerne de senere år kunnet sænke priserne. Vi er lokalt stadig langt fra målet om, at det skal koste det samme at transportere sig på havet som på landevejen, og mange andre kommuner har indført meget lavere priser end Lolland Kommune. Men stadig: Det er faktisk intentionen fra et bredt flertal på Christiansborg, at småøerne skal være tilgængelige og beboelige. De skal ikke enten være kun for velhavere eller ligge øde hen. Vores øer er dansk kulturarv på linje med Det Kongelige Teater (min sammenligning), som alle danskere skal have mulighed for at besøge eller bosætte sig på.

Giver færgedriften så stort et underskud?
Billetindtægter på de tre færgeruter indbragte i 2019 godt 8 millioner, og i ekstra tilskud fra ordningerne Blå Landevej, gratis persontransport for øboer og Godstransportstøtten var der næsten 6 millioner.

Tallene er fra Lolland Færgefarts regnskab.
I alt var der udgifter for godt 32 millioner i 2019. Så med de tre tilskud og det generelle ø-tilskud gav færgefarten i 2019 kun Lolland Kommune et underskud på 1,2 millioner for at have de tre færger sejlende. Det synes jeg ikke, vi hører om særlig tit. I 2021 var underskuddet på 742.000 kr., og i 2020 var der et overskud på 1,8 millioner (hvilket også skyldtes de høje besøgstal pga. corona).

Derfor er det også chokerende for os øboer at læse dagsordenen om ny færgestrategi, hvor der står, at Lolland Kommune ønsker at spare 5-10 millioner på færgedriften i fremtiden generelt! Man får ca. 22 millioner i statstilskud og vil så spare 5-10 millioner. Det svarer lidt til at modtage børnepenge og så lade sine børn gå sultne i seng alligevel. Vi er helt med på den grønne bølge. Vi vil gerne have grønne, velfungerende elfærger og nedbringe CO2-udledningerne, men hvis det også betyder serviceforringelser i form af reducerede fartplaner med færre afgange, ja, så bliver det ikke uden store protester fra øerne.

Den østøtte som Lolland Kommune grundlæggende får, er udmålt ved, at man har taget udgiftsniveauet fra 2007-2012 (og dermed den service som var dengang). Det er helt urimeligt, hvis kommunen vil modtage statsstøtte ”upfront” og bagefter går hjem og sænker serviceniveauet. Det er ikke det, der var hensigten med støtten.

Kirsten Sydendal
Formand for Sammenslutningen af Danske Småøer
Skovvej 33
4944 Fejø

Kommunernes trængte økonomi truer småøernes eksistens

Fra Sammenslutningen af Danske Småøers side har vi flere gange udtrykt vores bekymring over stigende brændstofpriser overfor politikerne på Christiansborg. Her er vores seneste henvendelse til både minister, finansordførere og medlemmer af Landdistriktsudvalget.

Kommunernes trængte økonomi truer småøernes eksistens

I Sammenslutningen af Danske Småøer oplever vi en stigende bekymring for de små øers fremtidsudsigter, forårsaget af stigende brændstofpriser og øvrige besparelser i samfundet.

På færgeområdet, som er et af de mest ”synlige” udgiftsområder for kommuner med småøer, hører vi om markante stigninger på færgernes priser, forlængelse af sejltid og allerværst aflysning af afgange i sejlplanerne.

Vores bekymring retter sig desuden mod de kommuner, der i forvejen er pressede økonomisk, og hvor det nu for fleres øers vedkommende lyder, at der trues med skolelukninger og øvrige besparelser på basale serviceområder. Det er vitale rammevilkår, der peges på, og som afgør om der er basis for et helårsliv eller ej på de småøer.

Vi frygter, at kommunerne, når de er meget trængte, overser at §20 midlerne i bloktilskuddet er ment som en sikring af, at småøernes basale vilkår kan opretholdes, og at midlerne i krisetider opsluges af den øvrige, generelle kommunale drift.

Sammenslutningen af Danske Småøer har tidligere i år i fællesskab med Færgesekretariatet og Småøernes færgeselskaber rejst problematikken vedr. de stigende brændstofpriser og konsekvenserne for færgedriften til de små øer (der alle fortsat har dieseldrevne færger). Indenrigs- og boligministeren har svaret, at det er en generelt situation national, så vel som global.

Vi er fuldstændig klar over at den økonomiske situation ikke kun berører de små øer. Beboerne på småøerne skal også spare, når økonomien er trængt, men det er vigtigt at bemærke, at øboerne jo er borgere i den kommune, der evt. vælger at spare på velfærd, sundhed osv. og dermed rammes på lige fod med de øvrige borgere. Det er dog ikke rimeligt derudover at pålægge øboerne yderligere besparelser og stramninger, som går ud over de helt vitale funktioner for øerne, så som færge og skole, og dermed truer øsamfundenes eksistens.

Evalueringen af landevejsprincippet viser, at den sænkning af priserne som man siden 2015-16 har igangsat er givtig og har en positiv effekt på øsamfundene. Men dels risikerer de sænkede priser nu at blive udlignet eller helt overhalet af brændstoftillæg på priserne. Dels nytter det ikke, at færgen har lave takster, hvis sejlplanen indskrænkes og færgen ikke sejler som hidtil.

Indtil videre er der fra statens side kommet varmehjælp, forhøjet ældrecheck, lavere elafgift, huslejeloft og inflationshjælp.

Vi ønsker, at det fra politisk side sikres, at de små øsamfund ikke forgår i kølvandet på denne krise. Der skal politisk følges op på om kommunerne kompenseres tilstrækkeligt for de stigende brændstofpriser på færgeområdet til at opretholde færgeserviceniveauet, samt sikres at småøerne ikke skal bøde mere end det øvrige samfund i en krisetid.

Vi har netop igangsat en rundspørge blandt øerne vedr. omfanget af besparelser. Når resultatet foreligger, eftersender vi det.

Med venlig hilsen

Kirsten Sydendal

Formand
Sammenslutningen af Danske Småøer

Ilden – fællesskabet – kærligheden

Båltale ved Maribo Sø 23. juni 2022

God aften alle sammen

Nu er vi igen samlet omkring bålet her ved Maribo Sø. Arrangementet har været aflyst i både 2020 og i 2021, så det er virkelig dejligt at Covid-19 ikke længere skal lægge begrænsninger for vores færden, og at vi igen kan samles frit og nyde fællesskabet.

Havde nogen af os drømt om at der siden det sidste sankthansbål her på stedet ville gå tre år? Nej, vel?

Og ingen havde heller forestillet sig at vi her i 2022 skulle være vidne til krig i Europa. Før den ene krise var ovre, blev den afløst af en anden.

Derfor tror jeg også vi lever med en særlig intensitet i disse år. Vi har alle mærket hvor skrøbelig vores egen og vores østeuropæiske naboers frihed er.

Jeg nyder i hvert fald livet lige nu og glædes over hvor heldig jeg er. At jeg er født i Danmark, at jeg bor på Fejø, og at jeg de seneste år har fået lov at lære Lolland-Falster så godt at kende.

For hvor er det dog en skøn egn vi bor i. I aften er det på sin plads at minde hinanden om hvad Kaj Munk sagde om Maribo: “Det er muligt, at der er lige så kønne steder i verden, men ingen kønnere end naturen ved Maribo.”

De fleste af jer ved jo at sankthansaften ligesom juleaften er en oprindelig hedensk skik som hyldede solen, solhvervet og markerede årets gang.

Men da kristendommen vandt indpas, fandt kirken på at lægge sine egne helligdage på de samme dage som de hedenske højtider.  

Og derfor blev det hurtigt en kristen skik at fejre Johannes Døberen sankthansaften.

Det har været almindeligt i mange år at man brændte heksedukker på sankthansbålet. Der skulle også være en heks på bålet her i Maribo.

Men mange steder er man de senere år holdt op med at brænde heksedukker af, for hvad skal det symbolisere? At brænde hekse af er jo en skik fra senmiddelalderen og renæssancen. Det er noget som et hvert moderne samfund selvfølgelig bør tage afstand fra.

Danskernes tradition for at brænde rigtige hekse går tilbage til 1540, hvor den første officielle heksebrænding fandt sted. Heksene var ikke helt almindelige mennesker. Det var personer, som man troede havde overnaturlige eller onde kræfter, og som derfor kunne være skyld i alverdens ulykker: F.eks. at køerne ikke gav mælk eller endnu værre: at øllet blev dårligt.

Her på Lolland-Falster var vi desværre de sidste der holdt op med hekseafbrændingerne. Det skete i 1693 hvor den sidste danske heks brændt. Hun hed Anne Palles, hun var 74 år og boede på Falster. Hun blev anklaget for at have forhekset herredsfogedens kvæg, så det faldt om og døde. Anne og hendes mand havde boet på den gård, som herredsfogeden fik, men som de var blevet bedt om at forlade, for at han kunne bo der. En af anklagerne gik på at Anne havde ”pisset ulykke ind i gården” ved at tisse på gårdspladsen før hun forlod stedet. Anne Palles blev fængslet i 1692 og kendt skyldig i retssagen, som den skadelidte Morten Faxe selv var retsformand for.

Sagen gik dog helt til Højesteret hvor hun ændrede forklaring og erklærede sig uskyldig. Man havde truet hende med at få tungen skåret ud og blive brændt hvis hun ikke tilstod. Derfor havde hun først turdet sige noget nu hvor hun stod i København. Højesteret stadfæstede dommen med stemmerne 6 mod 11. Mindretallet af dommerne mente bl.a. at trolddom var overtro, at hendes skyld ikke var bevist, at hun havde været udsat for tvang, eller sagen var behandlet forkert, da hun havde manglet en forsvarer.

Hun blev fundet skyldig, men blev dog halshugget før hun blev brændt. Det var ellers kun noget man gav lov til hvis heksen eller og trolden tilhørte en finere slægt.

Kvinder og mænd som Anne Palles måtte ofre livet, fordi fællesskabet havde brug for at give deres egen frygt en grund. En forklaring på, at deres børn døde, at køerne blev syge eller at høsten mislykkedes.

Når man følte at ens livsgrundlag var truet eller når man mistede sine kære, så begyndte man at se sig om i lokalsamfundet – for at finde ud af, om der ikke var nogen, som opførte sig mærkeligt. Og sådan nogen var lette at finde – også dengang.

«Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde«, hedder det i Drachmanns midsommervise. Som oftest faldt blikket på en kvinde, når der var brug for en syndebuk. Ofte en klog kvinde, som havde hjulpet folk, når de var syge eller havde brug for hjælp, men som af samme grund levede et udsat liv – når deres overtroiske hjælpemidler ikke virkede. Og hun måtte lade livet på bålet.

Det med at have en heksedukke på bålet er noget som først blev indført i 1920’erne og 30’erne. På P.S. Krøyers berømte maleri “Sankt Hansblus på Skagen strand” fra 1906 har ikke nogen heks på bålet. Der er i stedet tale om et glædesblus. 

Det vil jeg meget hellere have at vi samles om. At vi samles om glæden, det positive, og dermed holder det negative væk. Jeg synes vi i dag skal fokusere mere på ilden og lyset end på heksene når vi betragter bålet.

Ilden er i os alle sammen. For nogle er ilden nem at mærke. De brænder for noget som de går op i ”med liv og sjæl” som man siger. ”Ildsjælene” kalder vi dem.

Jeg mener ikke ildsjæle er et mærkat man kan hæfte på nogle få. Alle kan være en ildsjæl bare man føler en dyb interesse for noget og har det privilegium at man kan forfølge denne interesse.

Vi kan alle brænde, og vi kan brænde ud. Men hvis vi ikke brænder for noget, kan livet føles tomt. Ilden i os er vores bestemmelse og giver livet mening.

Ilden i os kan næres af had, men den kan også blive tændt af indignation, en stræben efter retfærdighed eller af ren og skær kærlighed og hengivelse.

Grundtvig har skrevet en fædrelandssalme hvor han bruger ilden som symbol på det vi i dag kalder sammenhængskraften i et land.

Han kaldte det ”kærlighed til fædrelandet”.

Et vers lyder sådan her.

”Derfor hvad end verden siger, og hvad verdensmagten vil,
Står og falder jordens riger dog med kærlighedens ild.
Hvor den blusser, bor livsgrøden,
Hvor den slukkes hersker døden.”

Det kan lyde meget højtideligt, men det er i min verden det som det handler om. Uden kærligheden hersker døden. Og det gælder særligt kærligheden til et sted.

Det at vi føler en kærlighed til Lolland-Falster, til den købstad, landsby eller ø hvor vi kommer fra, det er altafgørende.

Det er det der får vores egn til at hænge sammen, til at være attraktiv, og til – i sidste ende – at overleve.

Lolland-Falster har i en gruppe på Facebook et fælles bål der brænder for Danmarks Sydhavsøer. Den hedder Lolland-Falster Lovestorm og her deler vi de positive historier fra vores egn.

Lovestormen er et bål som kan ses på lang afstand og som giver lys og forsikring om at der også er liv og kvaliteter, her hvor vi bor.

Også selv om andre har den frækhed at så tvivl om det.

På vores øer er der liv, mennesker, varme, kærlighed, positive oplevelser og ikke mindst et fællesskab at varme sig ved, og som byder andre velkommen.

 
Alle der bærer brænde til dette bål i form af billeder og historier vil jeg gerne udtrykke en stor tak til. Intet menneske eller nogen bestyrelse kunne klare den opgave alene.

Vi passer Lolland-Falsters bål sammen, det brænder alle dage året rundt, og det giver styrke og stolthed.

Vi der bor her, og nye som søger til vores egn, kan samles omkring dette bål.

At holde ilden ved lige er meget vigtig opgave, og jeg håber vi sammen bliver ved med at bære ved til Lovestormens bål i mange år fremover.

Nu skal vi tænde bålet her ved Maribo Sø.

Lad os ønske for hinanden at der igen bliver fred overalt i Europa.

For som Drachmann skriver i Midsommervisen, kan freden vindes hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

Hjerterne i Maribo og på hele Lolland-Falster er ikke tvivlende kolde. De er bankende varme.

Måtte de blive ved med at være det i mange, mange år fremover.

Glædelig sankthans til jer alle sammen.

Status efter 5 år med Lovestormen

Efter de første fem år har Mette Aagaard og Kirsten Sydendal fra bestyrelsen gjort status i dette interview:

Hvad har været højdepunkterne?

Kirsten Sydendal:
Et højdepunkt var selvfølgelig festen i Vega 2. oktober 2015. Det var en helt fantastisk oplevelse. Det var også en stor oplevelse for mig personligt at fortælle Dronningen om Lovestorm da hun besøgte Nakskov i 2016 og da jeg var i Washington i 2017. Det var stort da vi fik ordet Lovestorm i Den Danske Ordbog i 2019, og da Lise Ravnkilde udgav sin bog om vores initiativ i 2017.

Men ellers har det jo været skønt generelt at kunne se at gruppen er vokset og har udviklet sig frem til nu og stadig gør det. Vi er over 29.200 medlemmer nu og startede med ca. 22.000 i 2015. Vi har fået lavet regler for erhvervsopslag, og vi har fået lavet en forening for almindelige medlemmer og et partnerprogram for virksomheder. Og vi har også holdt en del events som har ført Lovestormen fra Facebook ud i det virkelige liv og givet et fysisk fællesskab. Jeg synes vi er nået langt med de vilkår vi har haft.

Mette Aagaard:
Højdepunktet er at se folks engagement og støtte for området – og positivitet. Det giver en følelse af sammenhold og stolthed. Som tilflytter har jeg været meget overrasket over netop det sammenhold. Også at få lov til at komme ud og fortælle om Lovestormen uden for og i Lolland-Falster har været store højdepunkter for mig. Optagelsen i Den Danske ordbog, Dronningens besøg og alle de ting Kirsten nævner er selvfølgelig også store højdepunkter.

Hvad har været svært?

Mette Aagaard:
Det sværeste er nok at have tid til det hele – vi har alle arbejde ved siden af og gør det frivilligt, så alle de gode ideer der kommer ind, dem kan vi ikke altid nå at følge.  Det er svært at skulle vælge også imellem sine egne ideer og andres.

Kirsten Sydendal:
Vi har brugt en del energi på at sikre at gruppen forblev en gruppe for de positive historier – og ikke udviklede sig til en reklamesøjle. Mange har forvekslet os med en online ugeavis, hvor man kunne sende alt ind: Debatindlæg, inspiration fra andre dele af landet, annoncering af lokale begivenheder, efterlysninger, bønner om hjælp og tilbud fra handlende. Vi er ikke en avis, og vi har lavet nogle skrappe regler som de fleste overholder. Vi åbner med mellemrum for spørgsmål fra medlemmer, hvor vi skønner at opslaget har en gavnlig og oplysende effekt på gruppen og Lolland-Falster som helhed. Vi efterlyser generelt flere historier fra erhvervslivet. Vi kræver at de er personlige og velfortalte, dvs. har en vis dybde i sig, men det har været svært for os at få det budskab ud. Vi vil også gerne have politisk engagerede borgere til at dele de gode historier om hvad der sker i lokalsamfundene. Selvfølgelig uden at der går politik i det, men det kan godt lade sig gøre.

Og så har det været svært ikke at kunne alt det vi gerne ville. At tiden ofte ikke rækker til alt det vi gerne vil i bestyrelsen. Vi har så mange ideer og henvendelser med til hvert bestyrelsesmøde, men det er kun det allervigtigste vi når og kan prioritere. Det kan være lidt svært at rumme, men det er efterhånden et vilkår vi har vænnet os til. Vi har samlet ideerne i et langt excel-ark hvor der nu står over 100 supergode ideer delt op i forskellige kategorier. Det giver ro i maven at have det skrevet ned.

Hvad var planerne med Lovestormen i starten, og har det ændret sig siden?

Mette Aagaard:
Vi har nok alle sat vores præg på Lovestormen siden starten både dem der var med til at starte det, og os som er kommet med sidenhen – om det er bestyrelsen, eller dem der deltager i den. I bestyrelsen er vi meget forskellige, hvilket er rigtig godt, og vi har alle vores områder vi brænder for. Derfor kan vi i fremtiden også udvikle endnu mere, og gruppen kan og har inspireret andre, f.eks. kommunerne, til at lave forskellige tiltag. Jeg personligt har kastet mig over et reklameprojekt, som jeg glæder mig meget til at se om det kan ændre noget og også vores mærkesager, som f.eks. hurtigere tog.

Kirsten Sydendal:
Før QLF satte Lovestormen i gang, havde vi ingen forestilling om hvad det ville føre til. Personligt troede jeg ikke det ville være noget man talte om når ”På røven i Nakskov” var slut. Men det blev det. Den anerkendte kommunikationsekspert Kresten Schultz Jørgensen rådede i sommeren 2015 kommunerne og QLF til hurtigt at finde ud af hvad vi ville stille i det ”vindue” vi havde fået skabt. Det var vigtigt at der stod noget i det vindue, som han sagde. Nogle klare budskaber fra Lolland-Falster. Og i forbindelse med det spørgsmål mente jeg de første år at det ikke var noget vi som græsrodsbevægelse alene skulle bestemme. Det skulle aftales med kommunerne. Om det var klima, fødevarer, kunst og kultur som skulle være det der tegnede vores område. Men vi har aldrig nået at få så nært et samarbejde med kommunerne at der er lavet en strategi om hvad der skal kommunikeres ud som Lolland-Falsters særlige styrker – og hvordan vi sammen gør det klogest og mest kraftfuldt – via befolkningen og Lolland-Falster Lovestorm.

Jeg tror i stedet vi har inspireret kommunerne til at lave andre tiltag der på deres måde kommunikerer positive historier hver for sig. Guldborgsund Kommune lavede i 2016-17 deres egen ”Guldkanon” og siden websitet og Facebooksiden ”Vores Guldborgsund”, og Lolland Kommune har lavet en bosætningskampagne der hedder ”Lolland Lever Livet”. Det var slet ikke sådan jeg troede det skulle blive, men alt hvad der har fokus på vores styrker og ressourcer er godt for Lolland-Falster. Vi har et godt forhold til kommunerne og har da også lavet en række ting sammen.

Hvad er der specielt ved Lovestormens måde at kommunikere på?

Mette Aagaard:
Det specielle og bemærkelsesværdige er, at alle kan deltage og give deres holdning og idé videre. Alle er med til Lovestormen og kan være en del af den hvis de ønsker det. Det er også det der er vores styrke og jeg tror ikke der er noget der kan sammenlignes med det tidligere, at en landsdel står så meget sammen på de sociale medier – heller ikke i udlandet. Det er også derfor udlandet er interesseret i vores måde at kommunikere på og samle folk.

Kirsten Sydendal:
Jeg har den kæphest at det i al kommunikation er vigtigt at få befolkningen med. Og de skal ikke kun være budbringere og nogle, der liker og deler ting, som andre har lavet. De skal også være med til at skabe det indhold der ligger i gruppen. Det engagerer, og det får budskaberne rundt, især på de sociale medier. Vores medlemmer bidrager med over 6000 opslag hvert år. De mest sete opslag bliver vist ca. 10.000 gange.

Et andet eksempel er vores kort med takeaway, som vi lavede i starten af april her i coronatiden. Det starter med at et medlem af gruppen spørger hvor man kan købe takeaway, og svarene strømmer ind. Henriette Lund Pedersen og jeg blev enige om at samle informationerne ind, og Kim Nielsen fra KonceptLab lavede designet på to geografiske kort som nu viser hvor man kan få takeaway. Vi måtte sende det ud i gruppen 2-3 gange, for der løb hele tiden rettelser og nye informationer ind. Folk elsker at finde fejl og mangler, og det var netop hvad vi efterlyste. Og til sidst blev kortene færdige. De er skabt af gruppens kæmpestore fælles viden om hvem der har åbent og lukket for takeaway på Lolland-Falster lige nu. Det er ikke op til ejerne at opsøge os og bruge tid på at indsende information. Det er kunderne og vores læsere der hjælper os med opgaven, og det giver ejerskab, fællesskab og engagement. Og lige præcis dét er vores ”kapital”, som vi kan leve videre på. Det at der bliver talt om Lovestormen, at vi lever i folkemunde og bliver brugt jævnligt. Processen i at lave informationen udgør en stor del af den kommunikation som bliver resultatet. Det synes vi er vigtigt, og det er derfor vi gerne vil inddrage vores medlemmer i budskaberne og ikke blot være en ”kanal”, som man sender et færdigt budskab ud igennem.

Men I skal vel også tjene penge? Hvordan ser I på det?

Mette Aagaard:
Ja, det skal man – vi har en del driftsomkostninger, selvom vi arbejder frivilligt uden løn, så skal der betales diverse ting alligevel. Men vi har et godt erhvervsnetværk der støtter os, og det kan selvfølgelig blive endnu større. Men uden dem og de andre donationer vi har fået, kunne det ikke løbe rundt, og det er vi taknemmelige for.

Kirsten Sydendal:
Ja, det er ikke gratis at drive Lolland-Falster Lovestorm. Vi bruger penge på it/web, merchandise og andre materialer, og vi er også begyndt at betale professionelle leverandører for professionelle ydelser, hvor vi ikke er eksperter selv, eller hvor fritiden simpelthen ikke rækker mere. Vi fik i 2019 sat vores erhvervspartnerprogram op, så vi har indtægter fra virksomheder som gerne vil støtte os. Det er en kæmpe hjælp at vi har penge som vi kan råde forholdsvis frit over. Vi fik samlet 111.111 kr. ind i 2019, og vi håber vi kan få det dobbelte ind i 2020. Vi har ca. 140 almindelige medlemmer i vores forening der hver betaler 200 kr., og det tal vil også stige tror jeg.

Hvilken effekt har LF Lovestorm haft?

Mette Aagaard:Det har helt klart fået Lolland-Falster til at blive mere trendy – ikke mindst fordi vi der bor her, har fået en reminder og et selvtillidsboost. Det smitter af på vores måde at kommunikere på og derved bliver omtalen mere positiv og spiralen går opad.

Kirsten Sydendal:
LF Lovestorm har været med til at løfte Lolland-Falster på mange måder – sammen med alle de andre tiltag der gøres. Selvbevidstheden har fået et kæmpe boost siden 2015. Fraflytningen er standset i visse byer, turismen går bedre, hussalget og huspriserne går også fremad. Rigtig mange taler om at Lovestormen var et vendepunkt, hvor vi der bor her, for alvor begyndte at få øjnene op for vores egne styrker og genfandt optimismen og en stolthed over at bo her eller komme herfra. Det har en enorm betydning at en befolkning rejser sig på denne måde og siger nok er nok. Det synes jeg virkelig er lykkedes, og jeg synes vi evner at holde dampen oppe. Befolkningen er med, Lovestormen er kendt uden for Lolland-Falster, og lige nu er det kun vores egen tid der sætter begrænsningerne.

Er der stadig momentum?

Mette Aagaard:
Ja selvfølgelig – vi er langt, men kan komme endnu længere på sigt. Jeg vil i al fald gøre alt hvad jeg kan for at skabe endnu mere positiv omtale og så skal vi igen mere ud i medierne. Vi har haft brug for en kort overblikspause, fået samlet tingene og fået sat mere effekt på tingene.

Kirsten Sydendal:
Det kommer an på hvem du spørger. Vi der sidder i ”stormens øje” og driver gruppen hver dag, kan se på tallene at der stadig er momentum. Det samlede antal opslag stiger hvert eneste år. I marts 2020 havde vi en rekordstort antal opslag (736). Det var større end maj 2015 (638), men overgik dog ikke startmåneden april 2015 (med ca. 3000 opslag). Vi har over 29.000 medlemmer – et tal som aldrig har været højere og fortsat stiger hver dag. Nogle går ud hver dag, men flere kommer til. Der er over 1.000.000 visninger af de 100 mest populære opslag hver måned. Det var for nogle år siden kun på 500.000. Så der er virkelig sket en udvikling, og gruppen kører i et flot og højt gear.

Andre som ikke er på Facebook, vil måske sige at de ikke læser om os så meget i avisen som tidligere. Og det er korrekt, at vi lige nu har mere fokus på sikker drift end på at skabe hurtige overskrifter i aviserne. Vi er typisk i aviserne når det handler om mærkesager som infrastrukturprojekter (den nye Storstrømsbro, hurtigtog til København osv.), eller når vi har en rigtig god nyhed, fx da vi startede vores erhvervspartnerprogram.

Vi får hver uge henvendelser om alt muligt: Holde oplæg og taler, deltage i projekter, hjælpe med synlighed og promovering og meget andet. Det er desværre ikke det hele vi kan hjælpe med eller deltage i. I starten var jeg nervøs for om denne strøm af henvendelser ville holde op. Men det er jeg ikke mere. Vi er kendt mange steder, og henvendelserne er bestemt ikke aftaget selvom bestyrelsen i den seneste tid har haft mere fokus på de interne opgaver end de eksterne.

Hvordan ser fremtiden ud for Lolland-Falster Lovestorm?

Mette Aagaard:
Jeg kunne godt tænke mig at vi kom til at arbejde endnu mere med fundraising og kampagner. Lige så snart Corona er overstået, er jeg klar til at præsentere en kampagne i samarbejde med et lokalt firma, som også kommer til at inddrage andre. Vi skal have gang i vores event med hurtigere togtider, vi skal følge op på vores invitation fra Tuborgfondet, samspisning, fester og meget andet. Drømmescenariet er at få lov til at arbejde fuldtid med dette og så et sekretariat. Vi går en god fremtid i møde, det er jeg sikker på. 

Kirsten Sydendal:
Lolland-Falster Lovestorm har så meget potentiale og en størrelse i dag at det vil være rigtigt at etablere et sekretariat: Et fysisk kontor med åbningstider og lønnet arbejdskraft. Nogle tror at Lovestormen har ansatte allerede, men det har vi altså ikke.
Vi vil gerne bruge mere tid på fundraising og sætte større projekter og kampagner i søen, men det kræver igen lønnet arbejdskraft. Jeg tror på vi får det en dag, for der er virkelig mange opgaver, som tager tid, men er helt usynlige. Vi kunne nå mange flere resultater og samarbejde med mange flere, hvis 1-2 medarbejdere kunne arbejde mellem 8 og 16, hvor andre professionelle aktører går på arbejde. Jeg tror på at vi nok skal nå derhen en dag.
Vi har en stående invitation fra Tuborgfondet, der synes at vores fællesskab er rigtig spændende og værd at undersøge nærmere og understøtte. Og andre landsdækkende fonde tror jeg også er interesserede. Så jeg er meget optimistisk mht. fremtiden. Ting tager bare tid. Og frivilligt arbejde kræver en helt særlig blanding af mild tålmodighed og stålsat vedholdenhed. Men den har vi. Så jeg ser lyst på fremtiden.

Nytårstale 2020 for Ældresagen

Foto: Flemming Wegenberg

Kære alle.

Tak fordi jeg må komme og holde nytårstale for jer her i dag. Det er en stor ære for mig.

2020 er ikke bare et nyt år – det er også et nyt årti vi tager fat på. For 10 år siden lagde jeg dårligt mærke til det. Jeg havde travlt som mor til mine tre børn på dengang 5, 8 og 10 år, og det der optog mig dengang var et jobskifte mellem Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune, kan jeg huske. Her ved indgangen til 2020 har jeg mere overskud synes jeg, og jeg har haft tid til at tænke over alt det som er sket på de sidste ti år. Hvordan vores hverdag har forandret sig.

For ti år siden var der ikke noget der hed nem-id, og e-boks var ikke særlig udbredt. Da hentede vi stadig vores post i postkasserne hver dag, og vi tjekkede måske mail et par gange om ugen. I dag er det omvendt. Vi tjekker e-mail næsten hver dag, og vi kan nøjes med at gå i postkassen en gang om ugen.

For ti år siden var tv bare noget vi så på fjernsynsapparatet. Det var ikke noget vi så på nettet. Det gør vi i dag. Vi kan streame DR og TV2 når vi vil – og oven i det er der kommet streamingtjenester som Viaplay og Netflix. Musik kan vi høre på Youtube eller via et abonnement på fx Spotify, og bøger kan vi både læse og lytte til via tjenester som fx Bookmate.

For ti år siden ejede jeg bare en simpel mobiltelefon. I dag har jeg en iphone, fyldt med apps som jeg bruger hver dag. Jeg tager billeder fra mit liv næsten hver dag med min smartphone, jeg skriver dagligt med mange, mange mennesker via Messenger og jeg ordner mine bankforretninger på telefonen og sender penge til mine børn via mobilepay.

For ti år siden var Facebook kun lige startet og mange var ikke med endnu. I dag kender jeg næsten ikke nogen som ikke er på Facebook. Facebook kan man kritisere for mange ting, men jeg er fan af Facebook som har gjort det muligt for mig at følge og have relation til tusinder af mennesker selvom vi ikke er kolleger, naboer eller familie. Det er en stor gave for mig. Jeg kan bo på Fejø og stadig interagere direkte med mennesker, som jeg beundrer, som jeg føler mig værdimæssigt knyttet til og som jeg lader mig inspirere af.

For 11 år siden rakte jeg ud efter tre andre kvinder der kom fra Lolland og Falster og spurgte om de ville være med til at fortælle de gode historier fra vores område. Det havde vi succes med på Fejø, og jeg ville gerne udbrede den trend til hovedøerne. Det blev siden til QLF-netværket som har eksisteret lige siden. Et åbent netværk for kvinder som er interesseret i Lolland-Falster, og som mødes en gang om måneden forskellige steder i området.

QLF satte i 2015 gang i Lolland-Falster Lovestorm. Det er den store facebookgruppe som hver dag spreder positive vibrationer fra vores landsdel i form af billeder, historier, videoer og links om Lolland-Falster. Det er et helt unikt fænomen som ikke er set nogen andre steder i landet. Vi har fået ros fra folketingspolitikere, fra kommunikationseksperter og journalister, fra udlandet, ja sågar fra selveste det officielle Facebook. Vi der står bag, kan kun bringe rosen og takken videre til alle dem i gruppen som bidrager hver dag. Der var intet Lovestorm uden alle dem som bidrager. Vi har fået skabt et fællesskab som handler om at tale vores øer op, og rigtig mange husker det hver dag.

Men vi oplever stadig at folk har nogle meget stereotype opfattelser af Lolland-Falster, og det er derfor vi fortsætter vores arbejde med Lovestormen. Det er oftest mennesker som ikke kender os som taler nedsættende eller som drillerierne kommer fra. Det er respektløst og tankeløst at tale nedsættende om en landsdel der normalt ikke har overskud til at svare igen. Men heldigvis har vi Lovestormen, og vi kan tage til genmæle, kærlig og bestemt. Det gjorde vi fx i forbindelse med Fernet Brancas reklame som nævner Lolland og slutter af med et ”life is bitter”.

Vi hører tit at det ikke var INTENTIONEN at sige noget dårligt, og jeg tænker altid at det må vi heller ikke tvivle på. ”Tilgiv dem thi de ved ikke hvad de gør”. Deres hensigter var gode, så måske trænger de bare til at besøge vores område. Måske har de lyttet lidt for meget til pressens ensidige dækning. Den gode nyhed er at vi kan gøre noget ved det. Vi kan invitere dem og vise herlighederne frem. Møde dem som venner i stedet for kritikere. Og det gør vi gerne.

Men kan det ikke føre for vidt – al den positive snak? Det hører jeg med mellemrum. Jo, det er et fair standpunkt. Men sjovt nok er der sjældent nogen der spørger om det ikke kan føre for vidt med al den negative snak? Det er som om det er finere at fremføre kritik og brok end at tale hinanden op. Kritiserer og brokker du dig, virker du som en sund skeptiker. Roser du noget, kan du blive opfattet som en ukritisk medløber. Denne ubalance skal vi være meget opmærksomme på, og vi skal sætte os ud over det.

Jeg forsøger at have et ”både-og” inde i mig. Det er som om de fleste af os kun kan tale som et enten-eller. Enten er vi modstandere eller også vi er tilhængere. Enten er vi brokkehoveder, eller også er vi jubeloptimister. Det bliver så sort-hvidt. Jeg mener man kan godt være begge dele. Og det forsøger jeg selv at være.

Jeg viser min vrede over for min hjemkommunes politikere, når jeg ikke er enig med dem, og jeg viser min glæde og stolthed når der er fremgang i vores område, når frivillige lykkes med store indsatser, eller når private virksomheder har succes.

Her i 2020 kan vi fejre at Lovestormen har eksisteret i 5 år. Det var der nok ikke mange der havde spået da den startede.

Det unikke ved LF Lovestorm er at:

1. Vi har en meget stor udbredelse med over 28.000 medlemmer i vores gruppe
2. Vi kan levere historiefortælling med høj troværdighed fordi dem der bidrager er helt almindelige mennesker.
3. Lovestorm drejer sig ikke kun bosætning, turisme, erhverv, handel eller en sportsgren. Vi er til for alle: Borgere, alle foreninger, erhvervsdrivende, medier, uddannelsesinstitutioner og de to kommuner.
4. Lovestormen kan handle kreativt, hurtigt og overraskende fordi vi er uafhængige af det politiske system.

Jeg håber at Lovestormen har mange år foran sig og kan vokse sig endnu større. Men hvorfor er det så vigtigt, kan I spørge? Jeg tror at et steds omdømme spiller en meget stor rolle, især her i vores område. Økonomisk nedgang, virksomhedslukninger og fraflytning sætter sine spor. Fakta er fakta, og vi kan ikke lukke øjnene for hvad statistikkerne siger. Men vi kan arbejde for at ændre statistikkerne. Det er der mange der gør, men det med at ændre italesættelsen har vi tidligere ikke haft så meget succes med.

Det at vi er bevidste om hvordan vi italesætter det sted vi kommer fra, gør en forskel. Det gør en forskel for huspriserne, det gør en forskel for befolkningstallet, og for om virksomheder vil investere i vores område. Det forstærker vores identitet og følelse af at høre til et sted hvor det er værd at være.

Ingen tiltrækkes af pessimisme. Men alle er nysgerrige efter at vide hvad der sker i et område som emmer af stolthed og skaberkraft. Stolthed og optimisme tiltrækker.

Jeg har altid set LF som et sted, som måske manglede optimisme og håb. Men der ER skaberkraft, potentialer, stærke mennesker, ressourcer og kampgejst hvis man gør sig lidt umage for at finde det. Så længe kampgejsten er der, skal vi vise resultaterne frem. For så kan stoltheden leve, og så kan vi vende udviklingen. Vi redder ikke Lolland-Falster ved at lukke øjnene for vores egne succeser.

Man kan arbejde alt det man vil på at skabe vækst og udvikling, men hvis italesættelsen er negativ, er det virkelig op ad bakke. Derfor er det vigtigt at passe på vores omdømme, og derfor skal vi hjælpe dem der skaber nyt på Lolland-Falster og som sætter al deres energi og ressourcer ind på det. Det forunderlige er jo at det ikke koster noget for os almindelige mennesker at bakke dem op, og at fortælle de gode budskaber videre. Det er gratis, og det er helt uvurderligt når vi gør det sammen. Så bliver tusinde stemmer til én, som det sker i Lolland-Falster Lovestorm.

Det er spændende at tænke på hvordan verden ser ud om 10 år. Har vi løst klimakrisen, har vi elbiler og elfærger, er togene mellem Nakskov og Nykøbing førerløse? Har vi den arbejdskraft der skal til når vi bliver gamle, og bor vi i bofællesskaber som dem vi drømmer om i dag? Er der job til alle der søger, og har vi råd til kultur og ikke bare velfærd?

Om 10 år har vi et nyt Lolland-Falster. Nogle mener vi bliver det nye Skagen. Det tør jeg ikke spå om. Men jeg tror at vi vil opleve mere velstand end vi har nu. Forhåbentlig er udligningsspørgsmålene uddebatteret og der er fundet fair løsninger. Måske bliver det ligefrem os der skal betale til fattigere dele af Danmark i fremtiden. Det kan vi jo kun håbe på.

Om ti år står Dodekalitten færdig, den nye Storstrømsbro er indviet og tunnelen mellem Lolland og Femern forbinder Danmark med Tyskland. Ifølge tidsplanen. Det sidste kan jeg dog have mine tvivl om, men mon ikke byggearbejdet er godt i gang og nærmer sig en afslutning om ti år. Det håber jeg.

Jeg tror resten af Danmark for alvor vil få øjnene op for os i det årti som kommer. Vi har om ti år ikke svært ved at sælge huse, tilflytterne og turisterne kommer af sig selv, og virksomhederne følger med. Det gør de fordi vi har plejet vores omdømme og ranket ryggen. Fordi vi har lært at tale om både det der gør ondt, og det der gør lykke.

Det kræver at man kan styre både sin vrede og sin begejstring. At man kan rumme begge dele. Det er en kunst, men jeg vil opfordre alle til at øve jer i den, for kan man det, får man så meget igen.

Der er to pointer jeg gerne vil have I tager med jer hjem i dag.

1) Det første er at et godt omdømme ikke bare kommer af sig selv. Det er ikke noget kommer udefra, når man har gjort det godt. Det er ikke noget man kan arbejde sig til og bagefter indkasserer. Det gode image er noget der kommer indefra, med den udstråling og selvbevidsthed man selv sender ud til omverdenen. Hvis den ikke følger med de gode resultater man ellers leverer, så forbedres ens omdømme ikke. Det gode image starter med den attitude du selv har til dit område. Derfor skal vi alle sammen være ambassadører for sydhavsøerne.

2) Det andet er at I skal huske at der er en dobbelthed i både at elske Lolland-Falster og samtidig arbejde for at ændre det som ikke fungerer, og alt det som gør en vred. Det er et vilkår ved at bo her hele tiden at spørge sig selv hvornår skal man føle sig krænket og indigneret, og hvornår skal man skal trække på skuldrene med overbærenhed. Vi skal hele tiden søge balancen mellem fornuft og følelse, mellem utilfredshed og vild begejstring.

Vores kærlighed til Lolland-Falster skal aldrig slukkes. Jeg håber at 2020 og det næste årti bliver fyldt både med kritikere der siger fra og finder nye løsninger, og med stolte fans der på alle måder udtrykker deres kærlighed til Lolland-Falster. Det må ikke være et enten-eller, det skal være et både-og. Og det starter alt sammen med os selv.

Godt nytår til jer alle sammen og tak for ordet.

Tuborgfondets Årsskrift 2018 Live

FRIVILLIGHED, FÆLLESSKAB OG FOLKELIGHED

I februar var jeg med til Tuborgfondets ‘Årsskrift 2018 Live’ i Vega i København. Det var en helt fantastisk oplevelse som jeg gerne vil dele med jer. Jeg har skrevet lidt tekster til hvert foto og håber I vil give jer tid til at ned igennem. Hele opslaget fra Facebook kan du se her: https://www.facebook.com/kirsten.sydendal/posts/10156329494639624?